140
DE ARKTISKE DYR.
stadig skulde have foretrukket de bedst »beblærede« Hanner. I Virkeligheden ved vi for
lidt Besked om disse Dyrs Liv til at kunne dømme om Hættens Betydning og Oprindelse.
Vist er det, at den oppustes, naar Dyret bliver ophidset, i hvilken Tilstand det ikke er
ufarligt, noget som Eskimoerne jævnlig har erfaret. Saaret angriber det nemlig ofte deres
skrøbelige Kajakker, som da let ødelægges til Fordærv for Fangeren. Selv med Isbjørnen
tager gamle Khpmydshanner en Kamp op. Hunnerne har ingen Hætte, men Huden paa
deres Pande- og Næseparti er noget fortykket og ligesom svampet.
Dyrets Størrelse er ret betydelig, det bliver indtil 21/2 Mt. langt. Som voksen er det
mørkebrunt paa Oversiden med ud viskede, endnu mørkere Pletter, paa Undersiden er
det mørkegraat. Pelsen er grov med længere Yderhaar og kort, tæt Uld. Ungerne er i
Stand til straks efter Fødselen at følge Moderen i Vandet, idet deres Haarklædning er
glat. De er lyse, næsten hvide paa Under-, graa paa Oversiden. Na nsen, der har givet
Fig. 73. Klapmyds.
en fortrinlig Fremstilling af Klapmydsens Liv, beskriver dens Farve som graalig hvid
med sorte Pletter.
Han siger, at den er et kraftigt Dyr, der svømmer og dykker udmærket, idet den
henter sin væsentligste Føde, Dybhavsfisk, paa 90 til 160 Mt. Vand. Den kan i eet Sæt
springe op paa Isen, selv hvor denne har en lodret Kant paa 2 til 22/3 Mt., noget, der
viser, med hvilken overordentlig Kraft den kan drive sit Legeme frem gennem Vandet.
Den lever selskabeligt og foretager store Vandringer til bestemte Aarstider. Ved Grøn-
lands Vestkyst kommer og forsvinder den omtrent samtidig med Grønlandsælen; første
Gang, den drager derfra, er det for at føde sine Unger og parre sig, anden Gang for i Ro
at fælde sin Pels. Saalænge Fældningen staar paa, gaar den nødig i Vandet, men ligger
og soler og gnubber sig paa Isen.
I Danmarkstrædet drives Storfangsten paa den under dens Haarskifte i Sommertiden,
naar Jagten paa Grønlandsæl ved Jan Mayen er forbi. Først gælder det at finde den, thi