Vor Klodes Dyr 1

i $8 DE ARKTISKE DYR. selv og indlader sig nødig paa Klammeri eller Kamp, med mindre de generes i deres Færd eller hidses af opblussende Kønsdrift. Saarede kan dog de slanke og hurtige Finhvaler blive farlige endog for Smaaskibe. Synderlig intelligente er disse Dyr ikke, om de end til en vis Grad er modtagelige for Erfaring og bliver sky, hvor de efterstræbes. Som Bevis paa en vis Omtanke hos en Hval kan anføres, at man har set en vældig Finhval søge Skjul mod en Flok Spækhuggere inde i en nordlandsk, smal og gemt Indvig, hvor den opholdt sig et helt Døgn, til dens Fjen- der var forsvundne fra Farvandet. Deres Sanser er ikke skarpe, Lugteevnen mangler de ganske, Hørelsen er bedre, end man efter Mangelen af ydre Øre og den snævre Ørc- aabning skulde tro; Synet er taalelig godt. Følelsen er vel næppe videre fin, men at de er modtagelige for Smerte, viser dog den Tilstand af Raseri og Pine, hvori de geraader, naar de snares. Synderlig god Besked om Bardehvalernes Forplantning ved vi ikke; Parringen fore- gaar i oprejst Stilling, idet Parterne ligesom omfavner hinanden med Lufferne og holder Hovedet højt over Vandet. Hannerne er i Brunsttiden stærkt ophidsede og udfægter væl- dige Kampe om Hunnerne under stærkt Gny af Haledask og de svære Legemers Sam- menstød, ligesom ogsaa under barske Brøl og Støn. Hunnen føder i å 2 Unger ad Gan- gen, som hun synes at elske højt og forsvarer efter Evne. Puslingerne er hos de største Arter ikke mere end 3— 4 M. lange ved Fødselen, men vokser snart til, saa de hurtigt naar en anselig Størrelse. Der hengaar vistnok en lang Aarrække, inden de bliver »voksne« — forplantningsdygtige —, ligesom de kan opnaa en meget høj Alder, Aarhundredcr maaske, hvis deres Livstraad ikke overskæres i Utide, noget som i vor Tid rigtignok højst sandsynligt vil ske for næsten dem alle. Der drives nemlig ivrig Fangst af dem, baade fra større Skibe, som opsøger dem i rum Sø og i Polarhavenes Is masser, og fra mindre Dam- pere, der er stationerede i passende beliggende Havne. Bardehvalerne omfatter to Slægter: Sletbagene eller Rethvalernc og Fin- eller Rør- hvalerne. De første kendes paa den glatte Bugside, paa den plumpe Legemsform med stort, tykt Hoved, paa Bardernes betydelige Størrelse og endelig paa det, der har givet dem Navnet Sletbag: Glat-Bag, nemlig Mangelen af Rygfinne. Kun een Art har hjemme i Nordpolar- havet, Grøn lands h val en (Balana mysticetus). Denne er et kolossalt Dyr, m aaske det vægtigste, om end ikke det længste af alle. Det største, maalte Eksemplar var 24,4 Meter langt og ansloges til en Vægt af 150.000 Kilo; dets Halefinne maalte 8,8 M. i Bredde. Allerede Stykker paa 20 M.s Længde er dog sjældne i vore Dage, og de Angivelser, man ofte ser om langt større Maal, er, for saa vidt de gælder denne Art, overdrevne. Man har omhyggelige Maal tagne af et Stykke paa 19,8 M.s Længde. Omfanget bag Lufferne var 9,1, Hovedets Længde fra Snudespids til Kæbeled 6,4, Lufferne var 2,4 lange og 1,2 brede, Halefinnen maalte 7,3 fra Spids til Spids, den længste Barde 5 M. Hvad saadanne Maal betyder, vil enhver kunne tænke sig; for Vægtens Vedkommende er en Sammenligning, Brehm opstiller, ret kuriøs. For at naa til 150,000 Kilo, maa man paa Vægtskaalen lægge 20 Elefanter, 40 Flodheste, 200 Tyre eller, kan vi tilføje, 2000 vel- nærede Mennesker! Og et saadant Uhyres Øjne er kun 5 Centimeter i Diameter, dets Øreaabning tager næppe mod en Lillefinger. I dets Blæsehul derimod kan en Mandsarm