Vor Klodes Dyr 1

Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 720

UDK: 5919

FØRSTE BIND

INDLEDNING

DE ARKTISKE DYR

DE PALÆARKTISKE DYR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 800 Forrige Næste
6 VOR KLODES DYR, Et andet udpræget Steppedyr, Strudsen, viser en tilsvarende Udvikling. De kraftige Bagbensmuskler og det lange, tykke »Løb« mellem Hælen og Tæerne, de brede, hov- lignende Kløer og svære Trædepuder, — alt dette er tydelige Tilpasninger til Livet i mere eller mindre ørkenagtige Stepper. Og her er der det interessante, at vi hos de endnu levende Former af Strudsenes Familie næsten Skridt for Skridt kan følge hele Grada- tionen fra Sump- til Steppefod. Den lille nyzealandske Kivi, som mest opholder sig i fugtige Bregnekrat, har endnu bevaret Bagtaaen, der her kan være til Nytte som Middel til at hindre Foden i at synke for dybt ned i blød Bund. Hos de øvrige australske Strudse og hos Nanduen paa Sydamerikas Græssletter er Bagtaaen forsvunden, men alle tre For- Fig. 3. Bjærgsvale (Chaetura picina). tæer bibeholdte. Endelig hos den mest ud- prægede Slægt, den afrikanske Struds, er og- saa den ene Sidetaa forsvunden og den anden allerede stærkt reduceret, medens derimod Midtertaaen er usædvanlig kraftig. Tænkte vi os den ene, endnu tilbageblevne Sidetaa ligeledes efterhaanden forsvinde, vilde vi hos Strudsene faa en lige saa typisk Løbefod som hos Hesten. Medens Strudsen slet ikke og andre Step- pefugle, f. Eks. Trapperne, kun daarlig kan flyve, men derimod løbe udmærket godt, er f. Eks. Lærkerne — ogsaa. en Slags Steppe- dyr, om end mindre udprægede — fortrinlige Flyvere. Vor Marklærkes Evne til at stige lodret til Vejrs og holde sig svævende højt oppe i Luften er rimeligvis en oprindelig Til- pasning til at faa frit og vidt Overblik til alle Sider over det aabne Land. Et biologisk Træk, fælles for alle udpræ- gede Steppedyr, er deres store Selskabelighed; man behøver blot at tænke paa de større eller mindre Flokke af Antiloper, Heste, Præri- hunde, Kænguruer, Strudse og, for at nævne noget hjemligt, Agerhønsene (11. Raphønsene). Den samme Regel gælder her som i Natur- folkenes Liv: de aabne Stepper forener, de store tætte Skove isolerer. (Naturligvis er der her fra, som fra enhver Regel, Undtagelser, f. Eks. Papegøjerne og de fleste Aber.) Endvidere er Sanserne skarpe hos Steppedyrene; derom vidner Hestens meget ud- viklede Øremuskler, den fine Lugtesans hos Steppeegnenes forskellige Hundeslægter og Synsevnens stærke Udvikling hos Antiloperne. Endelig er det et gennemgaaende Træk i Steppefaunaens Liv, at den overvejende omfatter Dagdyr; ja selv blandt de ellers som Regel natlige Gnavere finder vi paa Steppen udprægede Dagformer som Prærihundene. Skønt B j ærgi andskaber forekommer os fuldt saa karakteristiske som Jordens øv- rige Landskabstyper, viser deres Dyreformer dog mindre ensartet gennemført Tilpasning, — et Forhold, der vel sagtens maa sættes i Forbindelse med, at Højfjældsegne i sig kom-