164
DE ARKTISKE DYR.
ringere, end naar store, søgaaende Dampere skal udrustes til lange, paa Grund af Isen
altid meget risikable Togter.
Undertiden forvilder selv meget store Bardehvaler sig ind i vore Farvande, rimeligvis
under Forfølgning af Sildestimer. Saaledes strandede Aar 1841 en Sildehval paa over
20 M.s Længde paa Odsherreds Kyst, og den omtalte »Jonas« var kun lidt mindre. De
er ilde stedte, naar de kommer ind i vore flakke og snævre Indvande, de bliver forvildede
og sultne, saa de i Reglen er radmagre, naar de endelig slutter deres Bane af Mangel paa
Næring eller ved at drive i Land med udtømte Kræfter.
Fig. 88. Flitsbue og Pile brugte ved Strilernes Hvaljagter
Puk kelhval en, Norsk: Krølhval (Megaptera boops), er en circumpolar Finhval paa
indtil 23 M.s Længde, som synes at være Kosmopolit, idet den siges at forekomme gen-
nem alle de store Have lige ned til og i det sydlige Polarhav. Den er kendelig ved sin
lave, pukkellignende Rygfinne og ved de meget lange, smalle Luffer, der naar en Længde
af 5 M. med 1 M.s Bredde. Dens Legemsbygning er temmelig plump, navnlig er For-
kroppen tyk og Bugen ligesom opsvulmet. Den er sort ovenpaa, hvidt marmoreret paa
Bug og Luffer, enkelte er helt hvide paa Undersiden. Pukkelhvalernes Elskovslege skal
være højst underholdende. De ligger og boltrer sig i Vandet, klasker hinanden med de
lange Luffer, saa det høres vide om, springer højt op over Vandet og rejser sig lodret op
i dette med Hovedet over det. I denne Stilling parrer de sig. Regelmæssigt jages de ikke,
men de tages dog i Mangel af bedre, da de ikke er saa farlige og vanskelige at komme
nær som andre Finhvaler. I Grønland, hvor de kaldes Kreporkak, er de den fra de danske
Kolonier hyppigst jagede og nedlagte Hvalart.