PUKKELHVALEN.
165
Mindst af alle kendte Bardehvaler er Vaageh val en (Balænoptera rosirata), hvis Længde
sjældent er over 10 M. Af Legemsbygning er den ret slank, næsten sirlig, af Farve mørk,
sortagtig paa Ryggen, hvidlig paa Bugen. Lufferne er ovenpaa sorte med et bredt,
hvidt Tværbaand, paa Undersiden hvide. Bugfolderne er talrige, men lidet udtalte. Ogsaa
den er circumpolar og har hjemme i det egentlige Ishav, men om Vinteren drager den
Syd paa, hvorfor den f. Eks. ved Norges Kyster træffes hvert Aar til ind i Sommeren. I
større Flokke ses den sjældent, i Reglen færdes den ene eller parvis. Parrings- og Yngle-
tid synes temmelig varierende, man finder Fostre af samme Udviklingsgrad til meget
forskellige Aarstider.
I Nærheden af Bergen er Vaagehvalen Genstand for en mærkelig Jagt, der har været
Fig. 89. Pukkelhvalcn.
drevet paa samme Vis gennem mindst 5 -6 Aarhundreder. Den søger herind under Land
paa sine Tog efter Føde og forvilder sig da ind i trange Indvige, hyppigst i en, der hedder
Skogsvaag, noget Sønden for Bergen. Her holdes Vagt i Foraarsmaanederne, da Hvalen kan
ventes, og saa snart den viser sig i Vigen, gøres der Anskrig. Derpaa spærres Tilbagevejen
for den med et stort Næt, som Dyret aldrig vover at gaa løs paa, hvor let det ogsaa vilde
kunne sprænge det. De stedlige Fiskere, Strilerne, søger derpaa at faa Ram til Hvalen
med Pile, udskudte ved Hjælp af en gammeldags Flitsbue eller Armbrøst, og naar et An-
tal saadanne har truffet, bliver den efter 24 til 36 Timers Forløb syg og mat, saa den let
kan dræbes ved Lansestik.
Kødet omkring et af Saarene vil da vise sig betændt og angrebet af Koldbrand (Gan-
græn); den Pil, der har fremkaldt et saadant Saar, kaldes Dødspil og opbevares omhygge-
ligt til næste Aar, ligesom andre Pile stikkes ind i det af Koldbranden angrebne Væv i