Vor Klodes Dyr 1

166 DE ARKTISKE DYR. den Tro, at de derved bliver til »Dødspile«. Det gør de ogsaa, thi Sagen er den, at der her udvikler sig en Masse sygdomvækkende Bakterier, der tørrer ind paa Pilespidserne og inficerer (smitter, forgifter) de Dyr, de næste Gang saarer. Man har altsaa her gennem Aarhundreder benyttet sig af og paa en Maade dyrket en for Hvalen dødbringende Bak- terieart, og har paa den Vis bragt sammen til den enes Fordærv to af den organiske Ver- dens Yderligheder: den mikroskopiske Bakterie og den mægtige Hval. Dette er saa meget mærkeligere, som Havenes og særlig de arktiske Haves Dyr ellers har lidet at frygte af Bakterier. De flestes Tarmkanal er fuldstændig bakteriefri, kun hos een Isbjørn og to Sæ- ler fandt Levin paa Nathorsts nys afsluttede Ekspedition en Tarm bakterie, der lignede en Syd paa meget almindelig Art: B. coli. Jackson har rigtignok truffet paa 2 Isbjørne med smaa, tuberkellignende Knuder i respektive Lunge og Lever, og efter hvad han op- giver, blev denne Lever undersøgt af en anerkendt Bakteriolog i England, som fandt tal- rige Tuberkelbaciller i den. Det lyder højst mærkeligt; hvorfra skulde Dyret være blevet inficeret? Le vin fandt ogsaa alle arktiske Fugles Tarmkanal bakteriefri paa een Arts, den hvidvingede Maages, nær. Hos alle undersøgte Eksemplarer af denne fandtes en og samme Bakterieart. I næsten alle lavere Havdyr paavistes enkelte Bakterier. Hermed er vi færdige med Skildringen af Polaregnenes Pattedyr, og vi kan nu gaa over til at omtale deres Fugle, om hvilke det samme gælder som om hine og af de samme Grunde: De Arter er faa, som helt er knyttede til Landet, men til Gengæld er de mange, som henter deres Føde i, ved eller paa det af Organismer vrimlende Hav. Blandt Landfuglene bør først nævnes F j æ 1 d r y p e n (Lagopus alpinus). I en ganske anden Grad end Pattedyrene har Fuglene let ved at udbrede sig over Jorden. Baarne paa deres stærke Vinger har de overvundet de Hindringer, høje Bjærge, udstrakte Ørkener og dybe Havbækkener lagde i Vejen for Dyr, som ikke kunde besejle Luftoceanet. Derfor er der ikke den Afkrog saa fjern, ikke den 0 saa isoleret, uden at den jo er oplivet ved vingede Skarer, i alt Fald til visse Aarstider. De har tillige været i Stand til at lempe sig efter alle Klimaer og alle Livsbetingelser; blot der var Føde nok, har hverken Hede eller Kulde, Tørke eller Væde kunnet forhindre Fugle fra at sætte Bo. Blandt Fuglenes mange Ordener er Hønsefuglene en af de mest kosmopolitiske, de er udbredte over alle Verdensdele og i alle klimatiske Bælter, kun de antarktiske (syd- polare) Landmasser, en Del af Poly- og Melanesien samt nogle faa, isoleret beliggende, oceaniske Smaaøer maa undvære dem. Inden for det af dem beboede Omraade er de ikke indskrænkede til Steder af en vis, bestemt Art eller med en vis, bestemt Vegetation, de træffes tværtimod overalt og under alle Forhold. I Højbjærgenes øverste, alpine Regioner færdes de saavel som i Slettelandene; tætte Skove, Stepper og tørre, hede Ørkener har, lige saavel som vandrige, usunde Sumpegne, deres Arter af Hønsefugle. Ja selv til det yderste Nords øde og fattige Øer er de trængte frem. Fælles for Hønsefuglene i Modsætning til andre Fugle er først og fremmest Fødder- nes Bygning, der dels er beregnet paa udholdende Gang, dels paa Skraben og Graven i Jorden. De er kraftige med ikke meget lange, men brede og stærke Fortæer, som bærer