FJÆLDRYPEN.
167
flade, hulede Kløer, egnede til Skrabning, samt en lille, noget højtsiddende Bagtaa. Løbet
(Mellemfoden) er middellangt og kraftigt, Fjerklædningen naar i Reglen noget ned paa
det, og hvor den slipper op, er det beklædt med stærke Hornskinner.
Vingerne er oftest korte, og det af Svingfjerene dannede Plan er i Reglen hulet og
begrænset af en jævnt rundet Linie. Flugten er hos de fleste Hønsefugle rask, men ikke
meget udholdende, Vingeslagene følger hurtigt paa hinanden og er larmende. En Svæven
eller Gliden paa udstrakte Vinger ses sjældnere. Legemet er oftest kort, tykt, buttet og
noget tungt, hvilket bidrager sit til, at de kun er maadelige Flyvere.
Næbet, hvis Form, Størrelse o. s. v. hører til de vigtigste Skelnemærker mellem de
Fig. 90. Fjældrype i Sommerdragt.
forskellige Underafdelinger af Fuglenes mægtige Hær og staar i nøje Forhold til Fødens
Beskaffenhed, er hos Hønsene kort, svagt krummet udad mod Spidsen, stærkt og helran-
det. De er hovedsagelig Planteædere, men forsmaar dog ingenlunde dyrisk Føde, navnlig
ikke Insekter, Orme, Snegle o. 1. Der er ofte stor Forskel mellem de 'to Køn, især hos
dem, der lever i Polygami, Hannerne er størst, smukkest og udstyrede med de fleste se-
kundære Kønskarakterer. De kæmper ofte i Brunsttiden hidsige Kampe om Hunnerne.
Ordenen forgrener sig i et stort Antal Familier, der efter Summen af fælles Ejen-
dommeligheder samles til Grupper, af hvilke en kaldes Urhønsene (n. Aarfuglegrup-
pen). Til dem hører Ryperne, der er blandt de mindre af Hønsefuglene, har Næbroden
og hele Baglemmet, endogsaa Tæerne fjerklædte og skifter Farve efter Aarstiden. Slægten
omfatter flere Arter, af hvilke alene Fjældrypen forekommer i de egentlig arktiske
Lande. Det nordligste Nordamerika, Øerne mellem det og Polen, Grønland, Island og