Vor Klodes Dyr 1

ROSENMAAGEN. r75 værdigt, med langsomme Vingeslag uden Hast eller Overilelse, olte svævende et Stykke, nogle Hundrede Meter, sjældent længere. Anskydes den, værger den sig til sidste Aande- el ræt med Næb og Klør mod Jæger og Hund. I sin Hjemstavn lever den af Harer, Lem- minger (n. Lemæn) og Ryper, hvis den ikke er saa heldig at have et velbesat Bord i sin Nærhed i Form af et Fuglefjæld; den følger gerne Lemmingernes Tog og jager paa sine Vinteropholdssteder i sydligere Lande alle Slags mindre Pattedyr (Rotter, Mus, Egern [n. Ekorn], Harer o. 1.) samt middelstore Fugle (Agerhøns [n. Raphøns], Fasaner o. s. v.). Dens Jagt foregaar mest om Dagen, skønt den vistnok ogsaa er paa Færde i snelyse Næt- ter. Endog Fiskeri giver den sig af med; den berømte Au du bon var engang ved Ohio- floden Vidne til, hvorledes en Sneugle sad paa Lur efter Fisk og greb dem i Kløerne, naar de kom inden for dens Rækkevidde. Ogsaa her fra Landet har man Beretning om et skudt Eksemplar, hvis Kro fandtes fuld af Fisk. I Maj eller Juni lægger Sneuglen 2 til 3, i Skandinaviens rige Lemmingaar 7—10 hvide Æg i en tarvelig Rede paa en Klippekant eller paa flad Mark. Allerede i Juni træffes i Grønland Unger, som kommer til Verden dunklædte men dog maa mades en Tid lang af Moderen. Hannen deltager ikke i Rugningen, men opholder sig dog i Nærheden for at vaage over sin Mage og sit Afkom; nærmer en Fjende sig, styrter han sig over denne: Hund, Ræv eller Menneske og søger at forjage ham fra Reden. Næppe alle Sneugler forlader Høj norden om Vinteren, i Norge og Sverrig i alt Fald opholder mange sig hele Aaret rundt, idet de i den kolde Aarstid flytter fra Højbjærgene ned i Dalene og ud mod Kysterne. De er hvide hele Aaret om, men har altid nogle mørke Pletter, som er talrigst om Sommeren og hos unge Fugle. Medens Landfuglenes Antal er ringe i Polaregnene, er Forholdet et andet, naar vi kommer til dem, hvis Liv er knyttet til Hav og Strand, deres Tal er, i alt Fald hvad In- divider angaar, Legio. Man skulde antage, at de alle maatte være Trækfugle, som drog bort i den Aarstid, da alt er stivnet, da Havet ligger dækket af metertykke, sammenskruede Ismasser, og da Stranden kun er Overgangen fra Havets Is til Landets Sne, selv is- og snedækt og ude af Stand til at byde levende Væsener noget til Livets Ophold. Saaledes er det dog ikke; -— i alt Fald enkelte Fugle hen hørende til Svømmefuglenes Orden forlader aldrig Polaregnene, ja nogle er i Ordets egentligste Forstand polare: de opholder sig hele Aaret rundt i Polens ummiddelbare Nærhed, der livor ingen Menneske- fod endnu har traadt. Kun i Ny og Næ kommer de, ligesom tilfældigt, saa langt mod Syd, at en overvintrende Polarfarer eller en anden langt fremskudt Civilisationens For- post faar dem at se. En saadan gaadefuld Fremtoning er Rosenmaagen (Rhodostetici rosea), der en Gang, i Aaret 1858, har forfløjet sig til Helgoland, men ellers aldrig træffes uden for de højeste Breddegrader. Den tilhører Maagefamilien, en Underafdeling af Svømmefuglenes store Orden, hvis Medlemmer er kendelige ved deres til Svømning indrettede Fødder. Mellem Tæerne, oftest kun mellem de tre fortil vendende, men undertiden ogsaa mellem dem og Bagtaaen er udspændt en Hud, Svømmehuden, hvorved der fremkommer en bred Flade, som driver Dyrene frem i Vandet, naar Fødderne med spredte 1 æer føres kraftigt bagud. Hos enkelte Slægter er denne Hud dog indskrænket til en Bræmme om hver enkelt Taa. Svømmefuglene kan ikke blot færdes paa, men i Reglen ogsaa i og under Vandet, de kan