I?6 DE ARKTISKE DYR.
dykke og holde sig kortere eller længere Tid under Overfladen. Man kalder dem Svømme-
dykkere, naar de dykker svømmende paa Vandet, Styrtedykkere, naar de, for at komme
under, maa styrte sig fra Luften ned i Vandet, og Halvdykkere, naar de ikke kan drive
det videre end til at staa paa Hovedet paa lavt Vand, hvor de kan naa Bunden eller dens
Plantevækst med Næbbet.
Svømmefuglene er sikkert nok Landfugle, der til en vis Grad er omdannede ved den
stadige Færden i og paa Vandet. Svømmehuden er kun en videre Udvikling af den Hud-
fold, som hos alle Dyr med adskilte Tæer forbinder Taa medTaa, fremkommen ved den
stadige' Brug af FoderTtil Svømning og den dermed følgende stærke Udspiling af Tæerne.
Ogsaa Fjerdragten er bleven forandret mere eller mindre og i forskellige Retninger, alt
efter som Fuglene er bleven mere eller mindre knyttede til Vandet. Hos dem, der til-
bringer deres meste Tid i og paa dette, er den bleven kort, men tyk, med stive Yderfjer,
der lægger sig tæt hen over en varm Dunpude. Hos dem er Vingerne tillige bleven kor-
tere, mindre skikkede til Flugt, mere til at hjælpe med under Svømningen, indtil de til
sidst hos den uddøde Gejrfugl blev ude af Stand til at bære Fuglen i Luften, men des
mere til at ro den frem i Vandet. Hos andre Slægter, der vel søger deres Føde i Havet,
men som indskrænker sig til ved Styrtedykning at hente den op fra de øverste Vandlag,
er Flyveevnen netop bleven yderlig udviklet. Vingerne, der skal bære dem oppe under
deres Spejden efter Føde ude over det aabne Hav, er bleven lange og er i Stand til en
overordentlig Kraftudvikling. Og Fjerdragten er løsere og lettere end Dykkernes, skønt
den fuldt vel skyder Vandet af sig og holder sig tør. Dette opnaas derved, at nogle Kirtler,