Vor Klodes Dyr 1

MAAGERNE. 181 rarius catarrhactes), er mørkebrun med sorte, hvidplettede Vinger. Som Slægtsmærke fol- den og andre Kjover kan nævnes, at Halens to midterste Styrefjer er længere end de andre. Den overgaar Ravnen i Størrelse, yngler paa Færøerne og Island samt vistnok nordligere og indfinder sig ofte hos os ved Vintertid. Middel kjoven, n. Bredhalet Jo (St. pomarinus), yngler nordligere end den førnævnte. Den er omtrent 1/i mindre end denne, er mørk paa Over-, hvid paa Undersiden med Overgange af brunt. Spid sk jo ven, n. Tyvjo (St. para- sittens), er endnu mindre af Størrelse, men har større Udbredningskreds og yngler ikke blot i Polarlandene men ogsaa langs Norges Vestkyst og hos os. Den lille Kjove ende- lig, n. Fjeldjo (St. cepphus), yngler højt mod Nord, men trækker mod Syd om Vinteren og er truffen hos os. Enhver, der har iagttaget Fuglelivet ved vore Kyster, kender allerede en hel Del til Maagerne og ved, hvilke livlige, støjende Fugle de er. Men hvad vi ser hos os, er dog intet mod, hvad man bliver Vidne til i nordligere Have, naar de der leven- de Maager i stort Tal følger en Fiskestime eller lever højt paa Affaldet efter Hval- og Sælfanger- nes Slagterier. Nansen giver et prægtigt Billede af saadan et Maagestæv- ne: »I denne Tid«, siger han, »levede Maagerne Herrens glade Dage. Der var Overflod paa Affald — Spæk, Tarme og an- den Indmad. I store Flokke samlede de sig fia alle Kanter, tua.de Fig. 99. Maagerede med Æg og Unge. Ismaager og Stormmå- ger, og et evigt Skrig og Leven holdt de Dag og Nat. Naar de havde spist sig saa mætte, at de ikke orkede mere, sad de mest udenfor paa Isflagerne og sladrede sammen. Da vi kom for at flaa, var det ikke mere, end at de flyttede sig et lille Stykke fra Skro- gene ; taalmodige sad de og ventede i lange Rækker paa Isen ved Siden af os, og førte af enkelte, dristige Officerer rykkede de stadig nærmere. Ikke saa snart faldt der en lille Spækstump af, saa var to—tre Ismaager efter den, ofte mellem Benene paa os, og sloges om den, saa Fjerene føg. Udenfor sejlede Stormfuglene i deres tyste, spøgelseagtige Flugt frem og tilbage over Søen. Op og ned langs Strandkanten færdedes ustandseligt Flokke af Krykjer; med et dumpt Smæld styrtede de sig som en Pil mod Vandfladen, hver Gang et lille Krebsdyr viste sig der. Dem var vi særlig glade over, for de holdt sig udelukkende til Havets Dyr og lod vort Spæk i Fred, og saa var de saa lette og yndige! Men op og ned langs Stranden suste ogsaa Tyvjoen uafladelig, og ret som det var, blev vi skræmte op af ynkelige Klageskrig over vore Hoveder, det var en Krykje, som blev foi fulgt ;il en