Vor Klodes Dyr 1

MA AGERNE. I 83 Fart, Tyngdekraften gav dens Legem under Bevægelsen nedad, fører den endnu et Stykke frem gennem Luften. Fuglenes gaadefulde Kredsen højt oppe overjorden maa forklares ved en snild Benyt- telse af Luftstrømme til at løfte og Faldhastighed til at drive frem, medens Vingernes Muskelkraft spares eller kun bruges til med lange Mellemrum ved Hjælp af et Par enkelte Slag at give Legemet en vis Fart, der økonomisk udnyttet rækker langt. Se, hvorledes den lette Flyver forstaar at holde sig nøjagtig paa samme Plet i Luften under korte, raske Vingeslag, der minder om vor Træden Vande, og hvorledes den med en pludselig Kolbøtte slutter Vingerne tæt til Kroppen og styrter sig i Søen, aldrig for- fejlende Fødebiden, den har faaet Øje paa. Hvor er dens Synskraft ikke beundringsvær- dig, den som sætter den i Stand til midt i Damperens hvidt skummende Kølvand at op- dage den udkastede Stump hvide Franskbrødskrumme, og hvor let vugges ikke dens fine Legem, naar den træt af at flyve eller for at fortære en Bid i Ro og Mag sætter sig paa Vandet og lader sig vippe af Bølgerne. Man forstaar, at den kun behøver at vende Hoved under Vinge for at kunne hengive sig til den tryggeste Søvn. Ikke mange Fugle er i en vis Forstand fuldkomnere Havfugle end Maagerne, trods det, at disse i Virkeligheden kun svømmer maadeligt og dykker slet. Men deres udhol- dende Flyvedygtighed i Forbindelse med deres Evne til at kunne udhvile sig selv paa et oprørt Hav tillader dem at holde sig borte fra Landet Dage og Uger igennem, ja strengt taget skulde man synes, at visse Arter af dem egentlig kun behøver Land for der at bygge Rede og yngle. De ruger enkeltvis eller i større Kolonier, som i Høj norden oftest søger til Fugle- bj ærgene, hvor deres Skarer da træffes enten alene eller blandede med andre ynglen de Fuglearter. Andetsteds indretter de sig Reder i stor Mængde mellem Sten eller tottede Strand vækster paa ensomme, lave Holme eller udbredte Strandsletter. De gør ikke meget ud af Redebygningen, kun noget tørt Græs samler de i en sid Fordybning eller lidt Tang, over hvilket de breder nogle faa Dun. Æggene er 2 til 3 i Tal, store, tykskallede, smudsig grønlige, graa- og sortplettede; de falder forbavsende godt sammen med Redens Farve, og er meget vanskelige at faa Øje paa. De ruges i 3—4 Uger af Han og Hun i Forening, og Ungerne kommer varmt dun- klædte til Verden. Hvor Reden ikke ligger paa bratte Klipper, forlader Afkommet den snart for at kravle om mellem Strandens Sten og Græstotter; derimod indlader Ungerne sig ikke gerne paa at gaa i Vandet, inden deres Dækfjer er nogenledes udviklede. De gamle passer omhyggeligt paa dem og viser stor Uro, naar man nærmer sig dem, de slaar ned efter en under ængstelige Skrig, saa Vingerne næsten basker en om Ørene. Ungerne trykker sig, naar man kommer dem nær, ind imod en Sten, en Sandtue eller en Græstot, og er da vanskelige nok at faa Øje paa, saa grangiveligt ligner de en lys Strand- sten med Pletter af mørkt Lav. Mere end een Gang, naar vi har besøgt en Maagekoloni, har vi forbavset betragtet denne Beskyttelseslighed, der er saa fuldkommen, som vel tænkeligt. Vore Billeder Side 182 giver kun en svag Forestilling om, hvor vanskeligt det ude i den fri Natur kan være at skelne en Maage- eller Terneunge fra Jordbund og Omgivelser. Har man imidlertid faaet en af dem kigget ud og skræmmet op, vralter den af Sted i et latterligt Trav under ængstelig Skrigen, der straks besvares af de gamle. Kil- dende over sine egne Ben og baskende klodset med de halvnøgne Vinger piler den af,