Vor Klodes Dyr 1

Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 720

UDK: 5919

FØRSTE BIND

INDLEDNING

DE ARKTISKE DYR

DE PALÆARKTISKE DYR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 800 Forrige Næste
V 184 DE ARKTISKE DYR. det bedste den har lært, givende os et godt Bevis paa, hvor paakrævet det Instinkt er, som faar den til at trykke sig det længst mulige, søgende sin eneste Beskyttelse i Ligheden med Omgivelserne. Hvorledes Forældrene er i Stand til at kende deres Unger blandt de jævnaldrende og tilsyneladende ganske ens Hundreder, naar de først har forladt Reden, er ubegribeligt, og dog gør de det sikkert-nok; det viser tydeligt deres Adfærd, naar man bemægtiger sig en af Poderne; deres Skrig fører da straks an i det øredøvende Kor af Fuglestemmer, som faar det til at summe i ens Hjerne, længe efter at man har forladt Kolo- nien. I Begyndelsen fodres Unger- ne med halvfordøjet, af de gamle opgylpet Føde, senere hen med friskfangede Smaafisk o. 1. Efter at være bleven flyvedygtige hol- der de sig. endnu nogen Tid til Forældrene, men forlader dem dog inden Vinteren for at friste Livet og dets Eventyr paa egen Haand. Fig. 102. Stormsvale paa Reden. I sin ovenfor aftrykte Skil- dring nævner Nanse 11 Storm- fuglene. Disse er udprægede Havfugle, hvis hele Liv, Yngle- tiden undtagen, leves over og paa Havet. Kun en enkelt Art er særlig arktisk, det maa være denne, Is-Stormfuglen, n. Havhesten (Fulmarus glacialis), Nansen taler om. Den er paa Størrelse med en Terne, lys graablaa med hvid Bugside og hvidgul Næbspids. Næbbet er langt, tykt, højere tæt inden for Spidsen end ved Roden, og Næseborene udmunder gennem et Rør paa hver Side, der aabner sig ved dets Midte. Vingerne er overordentlig lange, Halen kort og afrundet; Flugten er let og ligner Maagernes, men Stormsvalen holder sig nærmere ved Havfladen end disse. Den svømmer udmærket og manøvrerer med stor Dygtighed mellem Skær, Brændinger og Strømsætninger. Paa Land derimod er den ubehjælpsom og utilpas, den besøger det derfor — ubeboede Udskær undtagne — kun i Yngletiden. Rederne bygges kolonivis paa Klipper eller afsides Holme. Hunnen lægger kun eet stort, hvidt Æg og ruger saa fast, at man kan gribe den med Hænderne. Hendes eneste Forsøg paa Forsvar bestaar i, at hun gennem Næbbet udsprøjter mod Angriberen en alenlang Straale af en