STORMSVALEN.
185
væmmelig, stinkende Vædske, en Proces, som Ungen lærer at efterligne, inden den
endnu er halvvoksen.
Is-Stormfuglen hører hjemme i Polarlandene og yngler uden for dem kun paa Vest-
mannaøerne ved Islands Sydkyst og paa den lille 0 St. Kilda, Vest for Skotland. Sidst-
nævnte Sted er det Fotografi taget, efter hvilket vi gengiver en rugende Hun.
Rusland, Sibirien og Nordamerika grænser alle til Ishavet med vidtstrakte, øde og
mennesketomme, paa Søer, Smaadamme, Sumpe ogVandløb overrige Sletter, de saakaldte
»Tundraer«. Flade eller lavbakkede dækker de med afskrækkende Ensformethed Tusinder
paa Tusinder af Flademile, slaaende i vekslende, men oftest betydelig Bredde en stor Bue
Fig. 103. Fugleliv ved en Tundrasø.
fra. Lapland til Labrador. Deres vandsyge Jordbund bærer kun en tarvelig Plantevækst,
der dog ved Søernes og Flodernes Bredder stedvis afløses af udstrakte Pile- og Birkekrat
og af høje Græsser og Urter. Mod Syd grænser de til Skoven, der taber sig i dem, idet
den bliver tyndere og tyndere med mere og mere forkrøblede Træer. Jordbunden er over-
alt frossen i ubekendt Dybde, kun dens øverste, fra nogle Centimeter til en Meter eller
saa tykke Lag optør om Sommeren.
Trods deres trøstesløse Udseende frembyder disse Tundraer dog Sommeren igennem
gunstige Betingelser for et rigt Fugleliv. Deres ferske Vande vrimler af lavere Dyr:
mindre Arter af Krebsenes Orden, utallige Mygge-, Vaarflue- og andre Insektlarver,
Snegle, Orme o. s. v. Den pletvis frodige Opvækst af saftige Græsser og Urter danner
Grundlaget for et Insektliv, rigt maaske ikke paa Arter, men des mere paa Individer.
Vor Klodes Dyr.
22