Vor Klodes Dyr 1

Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 720

UDK: 5919

FØRSTE BIND

INDLEDNING

DE ARKTISKE DYR

DE PALÆARKTISKE DYR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 800 Forrige Næste
188 DE ARKTISKE DYR. til og Omhu for Afkommet er hos de fleste højere Dyr dybt rodfæstede Følelser, frem- avlede og fæstnede ved, at de, der har været i Besiddelse af dem i stærk Grad, stadig gen- nemgaaende har bragt flere Unger til Udvikling, end de, der var ligegyldige over for disse og lod dem sejle deres egen Sø, naar en Fare truede. De første vil derfor gennem Tidernes lange Løb have haft flere at nedarve deres sjælelige saavel som legemlige Ejendommelig- heder til, saaledes at de for Artens Bestaaen gavnlige Følelser og Vaner lidt efter lidt blev almindelige og stærkt udtalte. At Hunnen omflagrer et Rovdyr, der nærmer sig dens Rede eller Unger, er et hos Fuglene almindeligt Udslag af Moderømhed og Ængstelse. Hun slaar skrigende ned efter det, og kommer hun det nær nok, vil det snappe og springe op efter hende i Haab om at kunne faa fat paa hende. Derved skræmmes hun et Øjeblik tilbage, men straks efter er hun der igen, og paa den Maade vil Rovdyret let kunne blive lokket bort fra Reden eller Ungerne, som derved frelses. Under disse Fuglens gentagne, nærgaaende Angreb og under hendes pludselige og instinktive Vigen tilbage for Rovdyrets Snappen og Spring, vil hendes ængstelige Fagter og halvt ubeherskede Bevægelser let kunne give hende Ud- seende af ikke at være rask eller i fuld Vigeur, og jo mere dette bliver Tilfældet, des iv- rigere vil Angriberen forfølge hende, des sikrere vil hendes Kuld blive frelst. Derved kan der efterhaanden blive fæst- net hos hende visse Gebærder, særlig skikkede til at give hende et sygt Ud- seende. Mest iøjnefaldende er i denne Henseende det, at hun ofte løber et lille Stykke foran Rovdyret ladende den ene Fig. 104. Svømmesnæpper. Vinge hænge, som var den saaret eller lam, noget der skulde synes at maatte være eller engang at have været Udslag af en bevidst Hensigt. Men det kan, forekom- mer det os, nok tænkes opstaaet alene derved, at Fuglene ofte instinktivt søger at afbøde et Angreb ved at bruge Vingen som et Slags Skjold. Naar nu gennem et meget stort Antal Slægtled de Modres Unger oftest bliver ødelagte, som ikke bekyttes paa den her skildrede Maade, og de Mødre (tilligemed deres Unger) ligeledes bliver udslettede af de levendes Tal, som bærer sig klodset ad, kan en Vane som denne meget vel tænkes at blive fælles for en Arts Hunner eller for Hannerne o^saa, hvis de tager Del i Æggenes Udrug- ning og Ungernes Forsvar. Og den kan blive saa højt udviklet, at den tager sig ud som en vel overvejet og maalbe vidst Handling, uden at nogen eneste Fugl 11 o gren Sinde har forbundet eller nu forbinder en Hensigt eller fornuftig Tanke med den. Paa tilsvarende Maade er mange sammensatte Instinkter hos Dyr, hvis Udslag kan se ud som kloge og vel overtænkte Handlinger, opstaaede og udviklede fra en ringe Begyndelse ved det natur- lige Udvalgs mægtige Virkning. Dog — tilbage til Svømmesnæpperne! Saa snart Ungerne er stærke nok, i Slutningen af August eller saa, tager de gamle dem med ud paa Havet, deres kæreste Tumleplads. Her samles de i store Flokke, og man kan f. Eks. ved Grønland se dem frygtløse svømme om i Drivisen baade i Storm og Stille, vippende som Korkpropper paa Bølgerne. Disse Smaafugle, vel de mindste af dem, der trodser Polarhavet, er lige saa dygtige til at flyve