Vor Klodes Dyr 1

DEN ISLANDSKE RYLE. 189 Fig. 105. Unge af en arktisk Ryleart (Tringa striatd). Fotograferet af Jackson paa Frants Josephs Land. som til at svømme, om deres Flugt end foregaar i Sæt og Buer, der giver den en tilsyne- ladende Usikkerhed. De dykker ofte og gerne og svømmer flere Favne under Vandet, skønt Brehm benægter det. Mærkelig nok ses de ikke blot i Drivisens kolde Vand men ogsaa i de islandske varme Kilders Beholdere, hvor de ror muntert om i Vand saa hedt, at man daarlig kan holde sin Haand i det. Vi har nævnt en Vadefugl, der yngler saa højt mod Nord, at dens Rede aldrig er fun- den, den islandske Ryle, n. Stor Strandvibe (Tringet C an n ti). Som andre Ryler holder den uden for Yngletiden til ved Kyster med udstrakte, ved Lavvande blottede Sandffader, hvor den søger sin Føde: smaa Vanddyr, Sandorme o. 1. Dens Udseende er ikke synder- lig iøjnefaldende: den har Rylernes sædvanlige sorte, graa og hvide Farver, deres lange Næb og Ben o. s. v., og er paa Kropstørrelse omtrent med en Solsort (n. Sortdrost). Naar vi nævner den her, er det væsentlig for at henlede Opmærksomheden paa, hvor mærke- lig hurtigt Udviklingen af Fuglenes Æg og Unger foregaar i Højnorden. I Maj Maaned forlader de gamle Islandsryler os for at drage mod Polen, og i August kommer deres fuldt udviklede Unger hertil Nord fra, medens de gamle Fugle allerede indtræffer sidst i Juli. I Løbet af 3 eller højt regnet }1/2 Maaned er altsaa Vejen til og fra Nordpolen tilbagelagt, Æg lagte og udrugede og Ungerne udvoksede, en forbav- sende Kendsgerning, som dog gen- tager sig for mangfoldige Arters Vedkommende. Lige saa mærkeligt er det, at Un- gerne kan finde Vej hertil uden Le- delse af de gamle. Det fører os ind paa Spørgsmaalet om Fuglenes Træk, der ikke kan forbigaas, hvor gaadefuldt det end er og hvor vanskeligt at behandle. Ikke mange af Dyrelivets Fremtoninger er saa storartede og samtidig saa lidet forstaaede, hvad Oprindelse og Udvikling angaar, som Fugletrækket. Vi ved, at mangfoldige Arter baade paa den sydlige og nordlige Halvkugle drager til koldere Egne om Sommeren, for atter henimod Vintertide at søge tilbage til varmere Strøg. Vi ved, at disse Trækfugle yngler paa Sommeropholdsstedet, og vi forstaar, at det for mange af dem maa være nød- vendigt at forlade dette af Hensyn til Føden, naar Vinterkulden indtræder. Men hvad har først bragt et begrænset Antal Arter ind paa disse regelmæssige Vandringer? Hvoiledes finder de hid og did? Hvor kan smaa og svage Fugles Kræfter slaa til til den lange Rejse? Naar vi vil søge at besvare saadanne Spørgsmaal, maa vi til en Begyndelse gaa ud fia to Kendsgerninger, for det første, at mange Fugle har for Vane at strejfe om inden for visse Grænser, for det andet, at de alle har en udpræget Tilbøjelighed til at vende tilbage til det Sted, hvor de er komne til Verden og opvoksede, saa snart Yngledriften melder sig hos dem.