Vor Klodes Dyr 1

lyo DE ARKTISKE DYR. Det er Klimaet og dets Virkninger paa Fuglenes Fødeemner, der tvinger dem til at opsøge varmere Strøg hen i mod Vinteren, medens Fødestedets Tiltrækning drager dem mod køligere Strøg henad Sommertide. Men inden Istiden forandrede Forholdene i Polar- landene og de tilstødende, sydligere Egne, har der næppe været noget, som kunde for- anledige de der hjemmehørende Fuglearter til at trække mod Syd en Tid af Aaret. Uden at indlade os paa en nærmere Begrundelse, der nødvendigvis maatte blive temmelig vidt- løftig for at være forstaaelig, skal vi indskrænke os til at sige, at det efter al Rimelighed er Istiden, som har tvunget Fuglene ind paa at trække, det er den, der har givet Trækket dets Retning og bestemt dets Udstrækning. Hvad selve Trækket, som det nu er, og dets Udførelse angaar, skal vi, efterhaanden som vi behandler de enkelte Arter af Trækfuglene, gøre opmærksom paa nogle af de mærkeligste Sider ved det. Paa dette Sted vil vi indskrænke os til lidt nærmere at drøfte den mærkelige Kendsgerning, vi gik ud fra, nemlig at Islandsrylens Unger trækker mod Syd efter de gamle. Det er aldeles ubegribeligt, hvorledes de finder Vej over Ishavet og videre frem til vore og endnu sydligere Kyster. I Almindelighed følger Trækfuglene ganske bestemte Ruter, fælles for en stor Mængde Arter, langs med Kysterne eller tværs over Have og større Landmasser. Visse Smaaøer ude i de store Indhave er Hvilestationer for Skarerne, saaledes Helgohnd i Nordsøen og Malta i Middelhavet. De fleste flyver om Natten og vistnok altid i stille Vejr eller op mod Vinden; med Vinden finder næppe noget Fugletræk Sted, tvært imod hvad man en Gang troede. Store Strækninger tilbage- lægges selv af Smaafugle i forbavsende kort Tid, nogle faa Nattetimer er for dem til- strækkelige til at tilbagelægge f. Eks. Vejen fra Nordafrika til Sydengland. Her har man nemlig i Træktiden skudt insektædende Fugle med endnu paaviselige Rester af afrikanske Insekter i Tarmkanalen, hvilke de ikke kunde have haft, hvis Rejsen havde varet udover nogle Timer (et halvt Døgn eller saa), eftersom deres Fordøjelsesproces foregaar meget hurtigt. Man har ment, at Fuglene maa være i Besiddelse af en særlig Retningssans, som le- der dem paa Trækket. Imidlertid synes en saadan Antagelse ikke nødvendig over for de fleste af dem. Der er intet mysteriøst i, at Fugle, som en Gang har tilbagelagt en bestemt Vejstrækning over Land, langs Kyster eller fra 0 til 0, kan finde Vejen igen, udrustede som de er med deres skarpe Syn og med glimrende Overblik over Terrainet fra deres høje Luftstade. Hvor unge og gamle følges ad paa Trækket, lærer de første af de sidste, og- saa naar der vælges forskellige Ruter paa Op- og Nedtrækket, hvilket menes at være Til- fældet for nogle Arters Vedkommende. Selv over ikke alt for brede Have maa Fugle kunne finde Vej, naar de ved, i hvad Retning, de skal flyve ud fra bestemte Kystpunkter, og naar de har Vinden at rette sig efter. Men anderledes mysteriøst ser det ud, naar unge Fugle, der aldrig har tilbagelagt Vejen, finder alene fra Polens nærmeste Omgivelser ned til os. Hvis ikke enkelte gamle Fugle af deres egen eller af en anden Art viser store Flokke af dem Vej, maa man ganske vist antage, at den Drift, som tvinger dem til at trække, tillige fører dem ind paa den rette Vej og leder deres Flugt. Imidlertid ved man endnu for lidt om disse enkelte Tilfælde, i hvilke Ungfugle trækker efter de gamle, til at kunne fælde nogen bestemt Dom. Antage Tilstedeværelsen af noget saa forunderligt som en arvet og ubevidst Retnings- eller Vejsans, der snart skulde vise den ene, snart den anden Vej,