Vor Klodes Dyr 1

VILDGÆSSENE. 19 I bør man ikke, før alle Muligheder for en simplere Forklaring af de foreliggende Fæno- mener er udtømte. Men foreløbig nok om Fugletrækket, vi vender tilbage til Tundraen og dens Beboere. Ligesom der blandt Vaderne kun er faa, hvis Ynglesteder er indskrænkede til de ark- tiske Egne, saaledes gælder det samme om de af Svømmefuglene, som hører til Svanernes, Gæssenes og Ændernes Familier. Mange af dem ruger i vore Dage ganske vist væsentligt i Højnorden, men dette har til Dels sin Grund i, at de, som tidligere havde for Vane at yngle sydligere, er bleven forstyrrede, fordrevne eller udryddede af Mennesker. Det er heldigt, at disse forfulgte, ja næsten fredløse Dyr har saa vanskeligt tilgængelige Yngle- pladser, ellers vilde mange af dem nu være deres Undergang nær. Af Svaner søger kun Pibesvanen, n. Liden Sangsvane (Cygnus Bewickii) til Tun- draerne for at yngle, navnlig til Sibirien og Novaja Semlja, hvor Nordenskiøld fandt den rugende. Den er lille og vejer kun 4—5% Kilo, medens de andre Arters Vægt er den dobbelte. Paa Efteraarstrækket besøger den jævnlig vore Farvande, navnlig ses den ofte ved Jyllands Vestkyst. Af Vildgæs ruger flere udelukkende eller fortrinsvis i Polarlandene og da navnlig i Tundraerne. Saaledes den hos os paa Trækket almindelige Sædgaas, 11. ogsaa Stor Graagaas {Anser segetum), Blisgaasen (A. cilbifrons), kendelig ved dens store, hvide Pande- plet og en ofte set Gæst hos os i Træktiden, samt den lille Dværggaas, n. ogsaa Fjeld- gaas (A. erythropus), hvis Træk falder længere mod Øst. Endvidere den smukke, hvide Snegaas {A. hyperboraus), der hører hjemme i Nordamerika, og Rajgæssene: Bram- g aasen, n. hvidkindet Gaas (Beuvicla leucopsis), den rød halse de G aas (5. ruficallis) og Knor te- eller Ringgaasen, n. ogsaa Gaul (B. brenta), af hvilke navnlig den sidste be- søger vore Farvande i mægtige Skarer, ankommende i September—Oktober og forladende os sent, i Maj—Juni. Alle disse Gæs ruger dels ved ferske Vande, dels, navnlig for Rajgæssenes Vedkom- mende, paa større og mindre Øer, hvorfra de søger ud paa Havet efter Føde. Denne be- staar i alt Fald i Højnorden af Planter og af mindre Havdyr, som de bemægtiger sig ved staaende paa Hovedet at gennemsøge Bunden paa lavt Vand. Som alle til Andefamilien hørende Arter har de store, fortil brede og flade Næb, beklædte med en blød, følsom Hud. Overnæbbet ender med en Hornplade, der i Form og Konsistens minder om en Negl, og baade dette og Undernæbbet bærer langs Randen en Række trekantede ind i hinanden gribende Hornblade, der tilsammen danner et Siapparat, ved hvis Hjælp Smaadyr og lig- nende tilbageholdes i Munden. Gæssenes Træk foregaar i større eller mindre Flokke, ordnede i to i en Vinkel sam- menstødende Linier, hvoraf den ene gerne er længere end den anden. Anføreren har det værste Slid, da han skal »pace« de andre, derfor skiftes samtlige Deltagere til at indtage hans Plads. Fuglene flyver saa tæt til hinanden, at der netop bliver Plads til at røre Vin- gerne, og Ordenen, hvori de følger efter hinanden, har muligvis en praktisk Betydning ud over det, at Arbejdet ved at kløve Luften bliver mindsket. Hver enkelt behøver kun at holde Øje med sin nærmeste Formand til højre eller venstre, alt efter Omstændighederne, saa længe den har ham paa rette Maade i Sigte, ved den, at alt er i Orden og den kan da passe sine Flyvebevægelser uden at distraheres af noget. Under jævnlige, enkeltvis ud- stødte, højtlydende Skrig gaar Flugten støt, men ikke meget hurtigt, højere oppe i klart,