Vor Klodes Dyr 1

192 DE ARKTISKE DYR. længere nede i skyet og navnlig i taaget Vejr. Meget lange Strækninger tilbagelægges ikke i eet Tag, man giver sig god Tid og beder, hvor Forholdene synes tiltalende. Ofte op- holder en Flok sig ugevis paa et og samme Sted, Sædgæssene og de, der lever som disse, paa Enge og Marker ved Bredden af Fjord, Sø eller Aa, Rajgæssene paa Lavvandet ved Kysterne eller paa Grunde ude i Havet. Alle Gæs er yderst sky og forsigtige, og det er en blodig Uretfærdighed, naar man siger »dum som en Gaas«; maaske er vor tamme, fra sine Forfædre, Graagæssene, vanslægtede Gaas dum, men dens vilde Slægtninge er det sandelig ikke. Har en Flok Sædgæs slaaet sig ned paa en Eng, er det en næsten uløselig Opgave at komme dem paa Skud, med- mindre man kører til dem eller trækker til dem skjult bag en Hest eller et Kreatur. Det er blevet sagt, at de udstiller Vagtposter, der har at passe paa, om noget mistænkeligt nær- mer sig, men det er næppe Tilfældet. Naar de gaar og græsser, vil man kunne se, hvor- ledes stadig en eller et Par rækker Hals og ser sig omhyggeligt om; opdager de intet mis- tænkeligt, sænker de Hovedet og græsser videre, men der er da straks andre, som rejser Fig. 106. Vildgæs søger Hvile paa Trækket. Efter Maleri af Liliefors. Hals. Saaledes er der altid nogle, der spejder og giver de andre Varselsignal, om en for- mentlig Fare nærmer sig. De forstaar særdeles godt at skelne mellem en fredelig Agrar, der intet ondt vil dem, og en Jæger, men de lader sig dog som sagt narre, deres Tryghed over for kørende og med Kreaturer trækkende bliver undertiden skæbnesvanger for dem. Knortegæssene er lige saa paapassende paa Vandet som de andre paa Land, men da de ikke har helt let ved at komme paa Vingerne, lader de ofte, formodentlig af Mageligheds- hensyn, i frisk Brise en Seil- eller Dampbaad komme paa Skudhold. I det høje Nord, hvor Gæssene er lidet efterstræbte, beholder de dog deres paa Rejser og Vinteropholdssteder tillærte Skyhed og Forsigtighed, saa det er heller ikke der nogen let Sag at komme dem til Livs. De lever parrede en Han med een Hun og laver sig en temmelig tarvelig Rede af ophobede Plantedele, Siv, Tang o. 1. I denne lægges 4 til 8 store, hvid- eller grøngule Æg, der ruges af begge Køn. Baade Hannen og Hunnen for- svarer dem og senere Ungerne med stort Mod og gaar hvæsende løs paa Dyr eller Menne- sker, der nærmer sig dem. Polarræven er deres værste Fjende paa Ynglepladserne, men den faar næppe fat paa Æg eller Unger uden en alvorlig Kamp. Ungerne kommer fuldt dunklædte af Æggene og er straks eller meget snart i Stand til at følge de gamle paa Van-