Vor Klodes Dyr 1

DYKÆNDERNE. 193 det, hvor de under deres Ledelse selv maa finde Føden: Planter, Insekter og mindre Hav- dyr, alt efter Art og Opholdssted. En farlig Tid for Gæssene er Fældetiden, der indtræffer om Sommeren, i Juli Maaned eller saa. De taber nemlig de fleste af Vingernes Svingfjer paa. een Gang, saa de ikke kan flyve og altsaa er temmelig ude af Stand til at undgaa Forfølgelse. Derfor holder de sig i den Tid enten ude paa større Søer eller til Havs, hvor de, naar de forfølges, søger at und- komme ved Svømning og Dykning. Thi mærkelig nok dykker selv de Arter i Fældetiden, som uden for denne ikke driver det videre end til Halvdykning. Af Andearterne bidrager navnlig Dykænderne til at gøre Sommerens Fugleliv i Polarlandene rigt. De kendes fra andre Ænder paa, at deres Bagtaa er forsynet med Hud- bræmme; deres Vinger er forholdsvis korte, deres Fjer stive, deres Ben lave og stillede langt tilbage, saa Gangen bliver endnu mere vraltende og klodset end de almindelige Æn- ders. Flugten er tung, men er de først i Gang, sætter de dog af Sted med en antagelig Fart, ja de kan, som man siger, komme »som skudt ud af en Kanon«. Men særlig udholdende er de ikke, og de tilbagelægger ikke gerne lange Strækninger ad Gangen. Svømme og dykke kan de derimod trods nogen, de forsvinder un- der Svømningen uden Forberedelser og gaar til Bunds paa indtil 100 å. 120 Meter Vand. Deres Næring bestaar væsentlig af Fisk, Krebs- dyr, Snegle, Muslinger, Orme og andre Vand- dyr, som de henter op fra Bunden eller fanger i større og mindre Dybder. Uden for Yngle- tiden, der tilbringes paa Kysterne af fersk eller salt Vand, tumler de sig stedse paa Havet. Ikke just ude paa de store Verdenshave, men inde under Kysten, mellem Udskær og Smaaøer og paa Banker, hvor de kan naa Bund ved Dyk- ning. De er Trækfugle, der for største Delen søger til de højeste Breddegrader for at yngle. Blandt Dykænderne kan mærkes Sortænderne, deri tre Arter yngler rundt om paa Polarhavets Sydkyster: Sortanden, n. Svartand (Oidemia nigra), og Fløj elsan den, n. Sjøorre {O. fused), i den gamle, Brilleanden (O. perspicillatd) i den nye Verden. De kendes paa deres mørke Fjerdragt, i hvilken sort og mørkebrunt er fremherskende, og paa deres puklede Næb. De yngler alle helst ved Ferskvand og finder derfor i Tundraen de tænkeligst bedste Betingelser for Velvære i Yngletiden; her træffes deres Reder da ogsaa overalt i Siv eller i det lave Krat ved Søers og Dammes Bredder. OmVinteren trækker de Syd paa, de to første langs Europas Kyster, bl. a. ogsaa til vore Farvande, den sidste langs Amerikas Kyst og ned paa de store Indsøer, hvor den opholder sig, til Islæg jaget den bort. En anden Gruppe dannes af Hvinænderne, den egentlige Hvinand (Glaucion clcin- guld), den islandske H v i n a n d, 11. Husand (G/. islandicum), Strømanden (G/, his ti io- Vor Klodes Dyr. “3 Fig. 107. Ederfugl (Han).