200
DE ARKTISKE DYR.
liv syntes forsvundet; for ikke at tale om den Nytte, de har haft af dem som Madvildt.
Thi trods deres ringe Størrelse er de dog værd at skyde, især da man i Reglen kan ned-
lægge mange med eet Skud, os de smager udmærket. Eskimoerne har en nemmere Maade
at bemægtige sig dem paa. De anbringer sig paa et fremspringende Parti af Ynglefjældet,
udrustede med et Net paa en lang Stang. Ved at svinge Nettet ind mellem de sværmende
Fugle fanger de mange af disse, som de undliver ved et Bid i Hovedet. Paa samme Vis
foregaar Fuglefangsten til Dels paa Vestmannaøerne ved Island og andre Steder. Sidenhen
flaas Dyrene og koges — eller spises raa, alt efter Smag, Behag og Sultgrad. Skindet bru-
ges til Klæder eller til Pynt.
Lunderne kendes let paa deres mærkelige Næb, der er meget højt og sammentrykt,
bagtil højere end Hovedet, og stærkt tværfuret. Hos den nordiske Lunde eller Søpape-
Fig. 114. Fuglefangst med Ketsere paa Island.
gøjen (Fratercula arcticci) er det inderst grant, yderst rødt. For øvrigt er denne Art sort
paa Ryg-, hvid paa Bugsiden, med en sort Ring om Halsen og lysegraa Kinder og Strube.
Benene er gulrøde med sorte, skarpe Kløer paa Tæerne. Den er almindelig ved alle de
europæisk-asiatiske Polarhavskyster, sjældnere i Grønland; paa Amerikasiden erstattes den
af en beslægtet Art. Ogsaa Lunden bygger kolonivis, men den ruger i Huler, enten natur-
lige Klippehuler eller, hvor Jordbunden tillader det, selvgravede. Er der et tørveagtigt
Muldlag oven paa Klippen, bliver det gennemrodet af dem, saa Hul ligger ved Hul; hvert
af disse huser et Par, der hjælpes ad med at ruge det ene, store, hvide Æg. Lunden er
anset for at være meget dum, formodentlig fordi den ved Reden og paa Land er let at
tage og ofte synes at bære sig taabeligt ad. Nærmer man sig dens Hule, uden for hvilken
den ofte kan ses at sidde stille i Timevis, flygter den ikke, men trækker sig tilbage til
dens Bund, hvor den forsvarer sig efter bedste Evne, hvis man vil gribe den, og hugger
fra sig med sit hvasse Næb. Af egen fri Villie søger den aldrig ind i Landet, end ikke nogle