ALKERNE.
201
faa Meter; tager man den og sætter den ned et Sted, tæt ved Redehul eller Brink, bliver
den helt fortumlet og tænker ikke paa at flygte eller flyve, selv om den kan se Havet.
Paa Vandet finder den sig ganske anderledes til Rette, der er den livlig og adræt. Den
dykker og svømmer udmærket, som alle disse Alkefugle, der foruden Fødderne ogsaa
bruger Vingerne til at ro sig frem med, og flyver paa en ejendommelig Maade tæt hen
over Vandskorpen, saaledes at den ligefrem skærer igennem Bølgekammene. Dog kan
den naturligvis ogsaa gaa højere til Vejrs og kommer da ret rask af Sted paa sine korte,
hurtigt bevægede Vinger. Saa vidt muligt holder den sig hele Aaret paa de nordlige Have,
kun meget strenge Vintre fordriver den derfra, saa den kommer Syd paa til os. En Mær-
kelighed frembyder denne underlige Fugl, den nemlig, at den sammen med Fjerene aarlig
fælder og fornyer Hornskeden, der dækker dens store Næb. •
Fig. 115, Tejster (Uria Brynnichii) i en Vaage.
Endelig har vi Alken (Alca torda), der er noget større end Lunden og har de mindste
Vinger af alle nulevende nordiske Svømmefugle. Dens Næb er middellangt, sort, med
Tværfurer og en hvid Tværstreg, stærkt sammentrykt og buet. Underkroppen og en
Streg fra Øje til Næbryg er hvide, alt det øvrige sort. Den yngler enkeltvis hos os, i
Massevis i det nordlige Norge og ved Polarhavets Kyster. Om Vinteren kommer den
Syd paa i store Flokke, bl. a. ogsaa til vore Vande. I Levevis adskiller den sig ikke fra
sine Slægtninge, kun synes den i alt Fald i Yngletiden og paa Land endnu mere doven
og apatisk end disse.
Et Fuglebjærg beboet af flere eller færre af Alkefuglene frembyder i Yngletiden et
mærkeligt Billede. Højt og mørkt rager Fjældet op af Havet, hvidplettet af Fuglenes Gød-
ning, ofte med Foden omgivet af en »Ur«, en skraanende Masse af nedstyrtede Klippe-
stykker. Nærmer man sig det til Søs, tiltager lidt efter lidt Mængden af Fugle paa Hav og
i Luft. Skarevis ligger de og dykker efter Føde og trækker til og fra Ynglestedet. De
mange Fuglestemmer og det tiltagende Sus af Vingerne fylder Luften med en forvirret
Vor Klodes Dyr. 24