Vor Klodes Dyr 1

202 DE ARKTISKE DYR. Fig. 116. Lunder. Larm, der bliver stærkere og stærkere, alt som Baaden nærmer sig Maalet. Allerede fra det fjerne ser man, hvorledes Fjældet omsværmes af Fugle i Titusindvis; paa Afstand ta- ger det sig ud, som var det omgivet af mørke Røgskyer, kommer man nærmere, bliver Skyerne til store Hobe af smaa, mørke Punkter, er man tæt ved det, kan det se ud, som strakte der sig et Skraatag fra Fjældets højere Dele ned til Havets Overflade dannet af de til og fra flyvende Fugle. Mange af disse, saasom Lomvier og Tejster, har for Vane at styrte sig skrant ned i Vandet fra Fjældet, næsten uden at bevæge Vingerne, det er der- ved, det mærkelige Fænomen fremkommer. Løsner man et Skud, kommer der Røre i Fuglemasserne; under øredøvende Skrig og tordenlignende Vingesus rejser sig Tusinder i tætte Sværme, for en kort Tid at omflagre Fjældet. Men de falder dog snart til Ro igen. Ganske anderledes virker det, naar en Falk eller en Havørn nær- mer sig, saa søger alle de, der kan bruge Vin- gerne, til Havs, kun Lunderne forholder sig rolige i deres sikre Huler. Hvor tæt Fug- lene kan sværme om et saadant Fjæld för- staas maaske bedst, naar man hører, hvad Holbøll fortæller, nemlig at han har set i2Tejster blive dræbte i eet Skud og med een Hvor mange og hvilke Arter, der ruger sammen paa et saadant Fjæld, er højst forskelligt, alt efter dets Beliggenhed højere mod Nord eller længere mod Syd, og efter dets naturlige Beskaffenhed. Tatteratter og Alkekonger befolker hver for sig undertiden næsten alene Fuglebjærge, men det almindelige er dog, at flere Arter deler Pladsen mellem sig. Øverst har da Lunden gravet sig Huler i Hundred- og Tusindtal ind under Grøn- sværen, oven paa hvilken Svartbagmaagen (n. Havmaagen) har anbragt sin simple Rede. Paa Fjældets højeste Afsatser ruger den graa Havmaage (n. Store Graamaage), under dens Kolonier træffes Tejster, Alker og Lomvier i store Masser, ikke blandede mellem hin- anden, men holdende sammen hver Art for sig i sluttede Bygder. Ogsaa her har Lunden, overalt hvor Huler eller Revner indbyder dertil, bosat sig, og længere nede i Uren myl- drer det med Tatteratter, Alkekonger og maaske Skarver. Man vil forstaå, hvilket Tohu- vabohu der maa være mellem alle disse Fugle, der ikke just altid er fredelige, men jævn- lig slaas og kives om Redepladser og meget andet. For saa vidt Fuglebjærgene paa nogen Maade er tilgængelige for Mennesker, udgør