Vor Klodes Dyr 1

HARMONIEN I NATUREN. 11 Den indre Taas store Bevægelighed og friere Stilling, saa den kan gribe mod sine Naboer, — Hæfteskiverne hos visse Flagermus, Løvfrøerne (n. Løvfroskene) og Gekkoerne, — de krumme, spidse Kløer, der undertiden kan trækkes tilbage, saa de ikke saa hurtig slides, — Snohalen hos Kamæleonerne og flere Slags Pattedyr, — S vævehuden, der, om Tavlen S. 7 viser, kan være dannet paa meget forskellig Vis, dog altid ved særlig stærk Udvikling af Hudens Folder-----alle disse Bygningsforhold karakteriserer de ægte Trædyr, og netop det, at vi finder dem udviklede hos saa mange indbyrdes meget fjærnt- taaende Dyreformer viser bedst Naturens vidunderlige Ævne til, selv af forskelligartet Ma- teriale at frembringe fuldstændig ensartede Tilpasninger, svarende til de Krav, de til- svarende Livsbetingelser stiller. Skulde man anføre en enkelt særlig udpræget Repræsen- tant, der viser den alsidigste Kombination af Tilpasninger til Trælivet, maatte det vel blive Spætten: Kl atrefoden, Støttehalen, Næbets stærke Kile og den spidse Tunge med de bagud rettede Børster, hvorved Byttet spiddes og hales ud-----alt er harmoniske 1 illæmpninger efter Livet paa Træerne, og kun dér. — Eller betragt en Gang Billedet af de to Kamæleoner (Lig. 6): Hvor er ikke Tillæmpningen til udelukkende at færdes paa Træernes Grene tydelig udtalt i hele Legemsbygningen! Por Landjordens Vedkommende kunde endnu nævnes adskillige faunistiske Grupper, der afgiver smukke Eksempler paa Overensstemmelse med Omgivelsernes Livsbetingel- ser: Sumpenes Dyr med deres klodsede Klumpfødder, de underjordiske Former og Bjærghulern es mærkelige Fauna, hvor Synsredskaberne er stærkt omdannede eller helt forsvundne,-----Forhold, som vi senere udførlig vil komme tilbage til, hvor Lej- lighed gives. Ogsaa Havet har, trods sin tilsyneladende mere ensartede Natur, lige saa vel som Landjorden en hel Række typiske Dyresamfund, tillæmpede efter de forskellige ydre For- hold. Strandens Fauna har ikke det samme Præg, hvor Kysten og Bunden er jævn og sandet og fattig paa Plantevækst, som hvor den er klippefuld og tangbevokset; de tropiske Haves Koralrev har deres særlige Dyreverden, hvis Former straaler i pragtfulde og bro- gede Farver; Overfladens utallige, for største Delen mikroskopiske Organismer, der driver hid og did for Strøm og Vove, er paa mange Maader tilpassede til at opnaa den størst mulige Lethed; og endelig har — sidst, men ikke mindst — Dyb hav s dyrene visse fælles Træk, der gør det muligt for dem at friste Livet under de store Oceandybders for alle andre saa abnorme Forhold. Skotten Wyville Thomson, en af den moderne Oceanforsk- nings Grundlæggere, har beregnet, at hvis et Menneske sænkedes 2000 Favne ned i Havet, vilde det over sig have en Vægt svarende til 20 Lokomotiver, hvert forspændt et langt Godstog, belæsset med Jærnbaneskinner; — det vilde med andre Ord, naar det pludselig udsattes for et saa kolossalt og kun i én Retning virkende Tryk, blive presset sammen til en Skive saa tynd som det fineste Papir! Ikke desto mindre er det nu gennem den sidste Menneskealders Undersøgelser i saa at sige alle Dele af Oceanet bleven fastslaaet, at der lever Dyreformer ikke blot i den angivne Afstand fra Overfladen, men paa endnu langt større Dybder, — indtil en Mil og derover. Det er næppe troligt, at noget af de i de øverste Vandlag levende Væsner vilde kunne taale pludselig at sænkes ned paa saa store Dybder. Rigtignok synes der at være enkelte Former, der i den Henseende har en meget elastisk Konstitution. Saaledes har man iagttaget, at saarede Hvaler undertiden er dykkede saa langt ned, at de til Harpunen hørende Træstykker er bievne saa fast sammenpressede, . IB*