Vor Klodes Dyr 1

KRONHJORTEN. 217 sjældent virkelig Nød, forudsat at de har tilstrækkelig afvekslende og rummeligt Terra in for sig. I Maj—Juni »sætter« Hinden sin Kalv, sjælden 2, paa skjultest mulige Sted i en tæt Tykning. De første Dage er den ude af Stand til at følge Moderen, som derfor nødigt forlader den. Nærmer et Rovdyr sig, søger hun at- lokke det bort ved at fjerne sig lang- somt fra Stedet, medens Kalven trykker og skjuler sig der, hvor hun har anbragt den. Er den i Stand til at følge hende, slutter hun sig atter til Rudlen. Gennem nogen Tid forsøger Kalven dog aldrig at redde sig ved Flugt, men trykker sig paa Signal fra Moderen i højt Græs eller lavt Buskads; først naar Fjenden har opsporet den og vil gribe den, søger den Frelse i hurtigt Løb. Hele Sommeren igennem patter den Moderen, næsten lige til Brunsten atter indfinder sig hos hende. I Almindelighed er Krondyrene sky og forsigtige, kun i Parringstiden bliver Hjortene vilde og uberegnelige; i deres Ophidselse kan de godt falde paa at angribe Mennesker, som kommer i Nærheden af dem, og man har adskillige Eksempler paa, at saadanne er bleven dræbte af dem. I zoologiske Haver regnes de for nogle af de farligste Dyr at have at gøre med, deres Karakter er hverken elskværdig eller paalidelig. Selv Hindene er ofte ufredelige og angrebslystne. Stor Kløgt er Kronhjorten ikke i Besiddelse af, den har en kort Hukommelse og ondt ved at drage Lære af Erfaring; dens Sanser er derimod skarpe nok, især Hørelse og Lugt. Hvad Hurtighed og Udholdenhed i Løb angaar, præsterer den store Ting, hvilket den navnlig har Lejlighed til at vise under de Parforcejagter, der endnu, barbariske som de er, er yndede af »den høje Adel« i flere Lande. Af Fjender har den hos os ingen, Menne- sket fraregnet, men andetsteds jages den især om Vinteren af Ulvene, der i Flok søger at trætte den ud og indhente den, ligesom ogsaa baade Los og Bjørn, hvor de forekommer, efterstræber den hver paa sin Vis. Den plages ved Sommertid slemt af Myg og Bremser, mod hvilke den gerne søger Beskyttelse enten i de tætteste Skovkrat eller ved at vade ud og oversmøre sig med Dyndet i en eller anden Mose. Salt holder den overmaade af, derfor udøver Saltkilder eller Steder med saltholdig Jordbund stor Tiltrækning paa den, som for øvrigt paa de fleste Hovdyr. Jagten paa Kronvildt drives overalt med Iver, dels for Kødets, dels for Skindets, dels ogsaa væsentligt kun for Fornøjelsens Skyld. Navnlig ældre Hjortes Kød er dog kun saa som saa. Skindet garves og bruges til Ridebenklæder og Handsker, Takkerne har Værdi dels som Jagttrofæer og til Dekoration, dels som Emne til Stokkehaandtag, Knivskafter o. 1. I Kina er de, saalænge de endnu er bløde, højt ansete som Læge- og Styrkemiddel. I ældre Tid var Parforcejagten eller Jagten med store, stærke Hjortehunde mest anset, i vore Dage skydes i mere kultiverede Egne de fleste Krondyr paa Klapjagter eller ved »Pyrschning», det vil sige, ved at Jægeren sniger sig, til Fods, til Hest eller til Vogns, ind paa det græssende Dyr. Beslægtet med Krondyret er den i Middelhavslandene hjemmehørende Daahjort (C. damet), der er indført hos os allerede i den tidlige Middelalder. Den er dog mindre end dette og mere plumpt bygget, og dens Takker breder sig oventil ud til »Skufler«, brede, flade Partier. Den varierer en Del i Farve, og det er ikke ualmindeligt at se helt hvide Daadyr. I Levevis adskiller den sig ikke væsentligt fra Krondyret, som den ogsaa ligner, Vor Klodes Dyr. 26