2l8
DE PALÆARKTISKE DYR.
hvad Evner og Karakter angaar. Men den er dog langt lettere at holde i Dyrehaver, da
den er mindre omstrejfende og nøjes med et mindre Areal at tumle sig paa.
Vor almindeligste Hjorteart er Raadyret (C. capreolus), et smukt og livligt Dyr indtil
1,3 M. langt og 75 Ctm. højt over Forparten. En kraftig Buk kan veje indtil 30 Kilo,
Raaen derimod er betydelig mindre og lettere. Vi kan spare os en udførlig Beskrivelse af
det, da dets fine, gratiøse Skikkelse med det smukke Hoved, de store Øren, de høje,
spinkle Ben og den ubetydelige Halestump er saa almindelig kendt. Kun Bukken har
Fig. 123. Bukken driver med Hinden.
lakker, der som Regel ikke faar flere end 3 »Ender« hver, om de end med Dyrets Alder
tiltager betydeligt baade i Længde og Tykkelse. Flergrenede Opsatser er dog ikke helt
sjældne, og i Sibirien forekommer en Race eller Underart med særlig store og svære,
skønt normalt kun tregrenede Takker. De saakaldte »Parykbukkes« forunderlige, under-
tiden næsten blomkaalslignendeTakkedannelser er sygelige Abnormiteter, rimeligvis frem-
kaldte ved Beskadigelse af de bløde, fremspirende Opsatser.
Hos Raadyrene viser Sammenhængen mellem Takkedannelsen og Kønslivet sig tyde-
ligt. Kastrerede Bukke faar ikke Takker, eller foretages Operationen, f. Eks. tilfældigt ved
et Skud, efter at disse er udviklede, skiftes de ikke. Gamle Goldraaer derimod faar ikke
sjældent Opsatser, om de end ikke bliver saa kraftige som Bukkenes.