Vor Klodes Dyr 1

Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 720

UDK: 5919

FØRSTE BIND

INDLEDNING

DE ARKTISKE DYR

DE PALÆARKTISKE DYR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 800 Forrige Næste
2l8 DE PALÆARKTISKE DYR. hvad Evner og Karakter angaar. Men den er dog langt lettere at holde i Dyrehaver, da den er mindre omstrejfende og nøjes med et mindre Areal at tumle sig paa. Vor almindeligste Hjorteart er Raadyret (C. capreolus), et smukt og livligt Dyr indtil 1,3 M. langt og 75 Ctm. højt over Forparten. En kraftig Buk kan veje indtil 30 Kilo, Raaen derimod er betydelig mindre og lettere. Vi kan spare os en udførlig Beskrivelse af det, da dets fine, gratiøse Skikkelse med det smukke Hoved, de store Øren, de høje, spinkle Ben og den ubetydelige Halestump er saa almindelig kendt. Kun Bukken har Fig. 123. Bukken driver med Hinden. lakker, der som Regel ikke faar flere end 3 »Ender« hver, om de end med Dyrets Alder tiltager betydeligt baade i Længde og Tykkelse. Flergrenede Opsatser er dog ikke helt sjældne, og i Sibirien forekommer en Race eller Underart med særlig store og svære, skønt normalt kun tregrenede Takker. De saakaldte »Parykbukkes« forunderlige, under- tiden næsten blomkaalslignendeTakkedannelser er sygelige Abnormiteter, rimeligvis frem- kaldte ved Beskadigelse af de bløde, fremspirende Opsatser. Hos Raadyrene viser Sammenhængen mellem Takkedannelsen og Kønslivet sig tyde- ligt. Kastrerede Bukke faar ikke Takker, eller foretages Operationen, f. Eks. tilfældigt ved et Skud, efter at disse er udviklede, skiftes de ikke. Gamle Goldraaer derimod faar ikke sjældent Opsatser, om de end ikke bliver saa kraftige som Bukkenes.