Vor Klodes Dyr 1

BISONOKSEN. 227 ikke kunne taales. Om Sommeren holder denne sig til Skovenes vaadeste Strøg, om Vinteren derimod trækker den sig tilbage til højere beliggende, mere tørre Strækninger. Brunsten indtræder i Eftersommeren; de gamle, stærke Tyre, der i Sommerens Løb har levet et Eneboerliv, indfinder sig nu ved Hjordene, og rasende Kampe udspinder sig mellem dem og yngre Medbejlere. Under rungende Brøl gaar de løs paa hinanden, medens de smaa Øjne gnistrer af Raseri og skummende Fraade drypper fra deres hede Muler. De korte, stærke Horn bruges til Stød og Parade, saa det lyder langt ind gennem Skoven, og Striden ender ofte med den enes Død. Heller ikke mod Køerne er disse ubeherskede Pashaer altid blide, ikke sjældent bødler de med dem, til de ligger døde paa Pletten. Og- saa for andre store Dyr og for Mennesker er de farlige, thi forblindede af Lidenskab gaar de ofte lige løs paa alt, hvad der vækker deres Mishag. En saa mægtig Ophidselse udholder selv en Bisontyrs robuste Organisme ikke længe, allerede efter 2—3 Ugers Forløb maa den trække sig tilbage for i Ensomhed at pønitere og vinde de tabte Kræfter tilbage. Køerne og de unge Tyre derimod holder sammen i Flokke paa 20—30 eller flere, og først naar Svangerskabets 9 Maaneder er ved at udløbe, vælger de drægtige Køer hver sit skjulte Sted at føde deres Kalv paa; mere end een saadan ad Gangen faar de sjældent. Den er i de første Dage for svag til at følge Moderen, som derfor holder sig i dens Nærhed, beredt til at tage Kampen op med hvert Rovdyr eller Menneske, som maatte nærme sig. Det er en farlig Sag at færdes i den Del af Skoven, hvor en saadan Moderko opholder sig. I Bialowics faar i vore Dage mange Køer aldrig Kalv, og faa synes at føde oftere end hver 3die Aar, under normale Forhold vilde de vel i det mindste sætte Afkom i Verden hvert 2det Aar. Er Kalven bleven stor nok til at klare sig nogenlunde, fører Mo- deren den til Hjorden, hvis Medlemmer nu i Fællesskab overtager Forsvaret af de til den hørende umyndige. For øvrigt vover intet Rovdyr at angribe Bisoner, der gaar i Flok, kun Kalve, der af en eller anden Grund er forladte af Moderen, eller gamle, syge, enlige Indi- vider falder undertiden som Ofre for Ulv, Bjørn eller Los. En kraftig, voksen Bison tager det mageligt op med et hvilket som helst Rovdyr, kun en Flok Ulve kan undertiden over- mande den, men aldrig uden heftig Kamp og Mandefald. I Bialowicser-Skoven jages der kun, naar de højeste Herskaber behager, eller naar Czaren vil skænke et Par levende Bisoner til en venligsindet Monark eller en zoologisk Have. De Eksemplarer, der findes i saadanne, stammer alle ned fra de enkelte, der er ind- fangede som Kalve og forærede bort. I Fangenskab trives de ganske godt og formerer sig af og til, man har endog tidligere tæmmet nogle, saa de kunde spændes for Vogn. Naar de ikke er bleven gjorte til Husdyr, maa Grunden hertil dog sikkert søges i, at deres vilde Sind ikke har været let at faa Bugt med; langt fra alle Dyr egner sig for Tøjr og Stald. En fangen Bison er og bliver upaalidelig og farlig, navnlig fordi den er uberegneligt lune- fuld og kan komme pludseligt i Raseri over de mærkeligste Bagateller. Selv i Fangenskab vil Koen ikke tage sig af sin Kalv, hvis denne har været berørt af Menneskehaand, hun kan lugte dette og dræber den uden Barmhjertighed. Mod tamt Kvæg viser Bisoner sig i Reglen fjendtlige, men Brehm anfører dog et Eksempel paa, at en vild Bisontyr har for- elsket sig saaledes i en Ko, at den fulgte den i Stald og lod sig drive ud paa Græs med den. Et mærkeligt Tilfælde, men ikke enestaaende, thi ogsaa Dyrenes Erotik frembyder sære Forvildelser. 2y: