240
DE PALÆARKTISKE DYR.
nede, trekantede Hudfold bliver, des længere vil Dyret kunne springe og des ufarligere vil
dets Spring fra store Højder ned til Jorden blive. Ogsaa langs Kroppens Sider kan hos
vort Egern paavises en svag Hudfold, der spændes ud under Spring. Hos Flyveegernet
er denne Hudfold bleven stærkt udviklet, saa den i betydelig Bredde forener For- med
Baglemmer og udspiles under Farten gennem Luften. Det er ikke uforstaaeligt, at den har
Fig. 154. Flyveegern.
kunnet naa en saadan Udvikling hos Dyr, der i maaske Ti- og atter Titusinder af Slægtled
har levet og sprunget i Trækronerne, dels ved Nedarvning af de i hvert enkelt Dyrs Liv
erhvervede, ved den hyppige og forcerede Udspænden af en oprindelig ubetydelig Hud-
fold fremgaaede smaa Forbedringer af Flagreapparatet, dels derved, at det naturlige Udvalg
stadigt har bevaret dem, der sprang bedst og havde den mest fuldkomne Flyvehud.
Det nordiske Flyveegern er kun et lille Dyr, hvis hele Vægt sjældent gaar ud over
145 Gram, og ligner, Flagrehuden fraset, det almindelige Egern, hvis fjerformet behaarede