LANDBJØRNEN. ' 2,01
navnlig i den første Tid, efter at den har lagt sig i Hi, og paa det sidste, inden den for-
lader dette. Under Søvnen er dens Livsfunktioners Intensitet nedsat, om end ikke i den
Grad som Murmeldyrets f. Eks., dens Temperatur er lavere, dens Aandedrag sjældneie,
dens Hjerteslag langsomt og svagt. Der forbrændes derfor forholdsvis lidet af Legemets
Stoffer, og den i Form af Fedt oplagte Reservebeholdning rækker langt.
Naar Vaarvarmen kommer i Luften, vaagner Bjørnen for Alvor; noget utidig og
dinglevorn er den i Begyndelsen, men efter en grundig Udtømmelse og nogle styrkende
Maaltider er den sig selv igen. I Hiet føder Hunnen sine Unger, smaa, blinde og ube-
hjælpsomme, kun i Stand til at finde og suge af Moderens Patter, men ikke til at staa paa
egne Ben eller følge hende. De er dog allerede, naar Moderen een til tre Maaneder eftei
Fødselen forlader Hiet, bleven stærke nok til at gaa ud i Livet under hendes Beskyttelse.
Fig. 14;. En skudt Bjørn.
Saadanne Bjørneunger paa et Par Maaneder eller tre er nogle fornøjelige og omgænge-
lige Smaafyre. Klodsede og kejtede er de, men livlige og fulde af Spilopper. I vild Til-
stand tumler de sig af Hjertens Lyst med hinanden i legende Slagsmaal, uddelende Øre-
figener med Forlabberne og tagende Brydertag staaende paa Bagbenene. I zoologiske Haver
bliver de alle dyrekære besøgendes Yndlinge, idet de hurtigt vænner sig til den mest ind-
gaaende Fortrolighed, troskyldige, uforknytte, ja næsten frække som de er af Naturen.
Har man nogle Gange haft lidt med til dem: Slikkeri, Frugter, Nødder eller hvad det nu
kan være, skal de nok melde sig, saa snart de faar Øje paa en, klatre op ad en, undeisøge
Lommerne o. s. v., ikke at tale om den klynkende Mimren og uimodstaaelige, savlende
Begærlighed, hvormed de forstaar at tigge.
Bliver de ældre, er de imidlertid besværlige, de river og bider temmelig ubehageligt
dels i Kaadhed, dels i let vakt Vrede, naar man ikke har nok med til dem eller driller dem.