Vor Klodes Dyr 1

262 DE PALÆARKTISKE DYR. De maa da lukkes inde og bliver snart til de lade, dvaske Skabninger, Bjørne i Bur regel- mæssigt er. Ude i Skoven og Ødemarken følger Ungerne Moderen, til denne sætter et nyt Kuld i Verden, saa jager hun dem fra sig med drøje Lussinger, dem hun ogsaa under deres Op- dragelse uddeler med gavmild Lab, hvor kærlig og øm hun for Resten er over for dem. I Rusland siges det dog, at man ofte møder en Hunbjørn, ledsaget foruden af sit yngste Kuld Unger, af en halvvoksen Ungbjørn af et ældre Kuld, altid en Han, som Bønderne kalder »Barnepige«. De paastaar, at den skal passe sine yngre Søskende og at der vanker ordentlig Tamp, naar Moderen opdager, at den i ungdommelig Letsindighed glemmer sine Pligter. I 5 Aars Alderen er Bjørnen udvokset og forplantningsdygtig, den er nu bleven til det tilsyneladende dovne, godmodige, plumpe Dyr, den almindelige Mening dømmer den at være. Det er i Virkeligheden meget vanskeligt at danne sig en begrundet Mening om et vildt, af Mennesker upaavirket Dyrs Karakter. Man er vistnok i Reglen for tilbøjelig til at gaa efter det umiddelbare Indtryk, det ydre og Maaden, hvorpaa Dyret fører sig, gør. Godmodig er Bjørnen vist egentlig ikke, om den end er mindre vild og blodtørstig end de fleste andre Rovdyr; en simpel Følge af dens overvejende Plantekost. Fejg er den der- imod, og maaske er denne Egenskab bleven forvekslet med Godmodighed. Naar, for at nævne et Eksempel, en Bjørn, hvad vitterlig skete for nogle Aar siden paa en Sæter oppe ved Gudbrandsdalen, lader sig jage bort fra Fjøset af en enlig Sæter- pige, som truer den med en Kæp eller en Slev, saa er det næppe et Udslag af Godmodig- hed, Højmodighed eller Galanteri over for det smukke Køn. Det er langt snarere en Følge af Fejghed, af Frygt for Mennesket og af Mangel paa Evne til at bedømme Modstan- derens Farlighed. Optræder en Bjørn tilsyneladende modigt eller frækt over for Menne- sker, er det kun, hvor den ustraffet gentagne Gange har gjort sig skyldig i nærgaaende Rov. Den har derved mistet Respekten og tror sig sikker; det avler Uforskammethed selv hos et Dyr. Egentlig farlig kan en Bjørn ikke siges at være. I 9 af 10 Tilfælde vil den søge at luske uset bort, hvis den møder Mennesker paa sin Vej, og selv om den af en eller anden Grund ikke gør saa, angriber den ikke usaaret eller utirret. Lader man den i Ro og passer sig selv, gør den det samme. At den saaret, eller naar den har Unger og tror disse i Fare, gaar løs paa en Modstander, er sikkert nok, men selv i saa Tilfælde er den ikke farlig for en rolig, nogenledes vel bevæbnet Mand. I vor Tid, da langt-, sikkert- og hurtigtskydende Bøsser med stor dræbende Evne i Al- mindelighed anvendes til Bjørnejagt, tør denne vist betragtes som temmelig ufarlig, forud- sat at det ikke er en letsindig Klodrian, der har indladt sig paa den. Har Jægerne en eller et Par gode Bjørnehunde med, som kan hendrage det tirrede eller anskudte Dyrs Op- mærksomhed og Vrede paa sig, er det saa meget des bedre, der bliver da Lejlighed til at lade og fyre flere Gange. De fleste Bjørne nedlægges vistnok, i alt Fald i Norge, Sverrig og Rusland, om Vinteren, idet de drives ud af Hiet og skydes ned. En temmelig alminde- lig Maade at tjene en rund Sum paa i bjørnerige Egne er at opspore en Bjørn i dens Hi, indringe dette og afsætte den næsten sikre Chance til den højstbydende Velhaver, som har Lyst til at dræbe Dyret og derved vinde Navn som stor Nimrod. Det Stykke Skov, i hvilket Hiet findes, omringes da, efter at man har overbevist sig