Vor Klodes Dyr 1

266 DE PALÆARKTISKE DYR. der bør fredes efter bedste Evne. Dog kan den, vi kender i alt Fald eet saadant Tilfælde, blive generende ved at bane sig Vej til Bihaver, vælte Staderne og plyndre dem. I Sibi- rien er den vildere og mere kødædende, der angriber og dræber den ofte mindre Husdyr, endog Kalve, og er derfor hadet og forfulgt. Kun overordentlig sjældent ser man en Grævling uden for sin Bo om Dagen, men det kan ske; vi har engang en varm Sommerdag overrasket en ude i en Hede, formodent- lig havde den forsinket sig og var bleven overrasket af Dagens Lys, før den naaede hjem. Vi havde dengang praktisk Lejlighed til at overbevise os om Urigtigheden af, hvad de fleste Forfattere, bl. a. ogsaa Brehm, anfører: at Grævlingen er saa langsom i sine Be- vægelser, at en rask gaaende Mand let indhenter den. Det er ikke Tilfældet, selv i Løb har man ondt ved at følge den. Jagten paa Grævlingen drives paa mange Maader. Snart lurer man paa den for at skyde den, naar den gaar ud af Boen i lyse Nætter eller vender hjem til den om Morgenen. Men dette er en Taalmodighedsprøve, og der skal stor Forsigtighed til, om den skal lyk- kes, thi faar Dyret mindste Mistanke om Fare, kommer det ikke ud, ofte ikke flere Nætter i Træk, eller vender om, hvis det er paa Hjemvejen, og søger Skjul et andet Sted. Saa er det bedre at jage dem om Natten med dertil egnede Hunde, som man sætter paa Sporet ved Boen, naar Dyret er gaaet ud, og som følger dets Veje ved deres skarpe Lugtesans for til sidst enten at bide det ihjel eller i alt Fald standse det, saa Jægeren kan slaa det ihjel med en Knippel eller stikke det med en Høtyv. Man driver ogsaa Grævlingen ud af Boen med Gravhunde og skyder den, men det skal der særlig skrappe og modige Hunde til; endelig graver man den ud og slaar den ihjel, eller man trækker den frem ved at bore et modbydeligt, paa en Stang anbragt, proptrækkerformet Instrument i den. Kødet smager efter Sigende godt, Fedtet skal være udmærket til forskellig Brug, selv om det ikke er i Besiddelse af de lægende Egenskaber, man tidligere tilskrev det, og Hu- den er meget brugbar til Jagttasker o. 1. Gamle Grævlinger bliver vanskeligt eller slet ikke tamme, men er gnavne, arrige og bidske; fangne som smaa derimod er de lette at vænne til Fangenskab og at tæmme, saa de følger deres Herre som en Hund. De er, i alt Fald som yngre, morsomme og ret livlige Dyr, der let til en vis Grad lærer at ombytte deres natlige Levevis med en mindre lyssky, ligesom 'de ogsaa i Fangenskab opgiver at sove Vintersøvn, naar de fodres regelmæssigt og rigeligt om Vinteren. At faa dem til at forplante sig fangne synes dog ikke at være let, skal det lykkes, maa de holdes under Forhold, der saa vidt muligt nærmer sig deres natur- lige, og navnlig saaledes, at de har Lejlighed til at grave og anlægge sig en Bo nogenledes efter deres eget Hoved. Et andet, til Maarfamilien hørende Dyr er Jærven (Gido borealis), der maaske burde have været skildret under de arktiske Dyr, da den i alt Fald i vore Dage væsentlig fore- kommer i arktiske eller dog høj nordiske Egne. Den træffes temmelig almindeligt i Lap- land og derfra mod Syd ned i Sydnorges og Mellemsverrigs Bjærge. Mod Øst strækker dens Omraade sig over det nordlige Rusland, Nordsibirien og Kamschatka, ligesom den forekommer, til Dels meget almindeligt, i det nordlige Nordamerika. Ogsaa paa Melville- øen er den, ifølge Haacke, truffen. Tidligere strakte dens Udbredningskreds sig dog langt længere mod Syd, i Lithauen, f. Eks. i Bialowicser-Skoven, ja endog i Sachsen og Braunschweig er den iagttagen eller nedlagt langt op mod vor Tid, og i Amerika forekom