Vor Klodes Dyr 1

Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 720

UDK: 5919

FØRSTE BIND

INDLEDNING

DE ARKTISKE DYR

DE PALÆARKTISKE DYR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 800 Forrige Næste
JÆRVEN. 267 den for ikke længe siden lige til den 42de eller 43de Breddegrad; ja selv ved den store Saltsø og i Arizonas Bjærge har den levet. Nu er den ganske vist udryddet baade i Mel- lemeuropa og i Fristaterne, men noget udelukkende arktisk Dyr er den dog altsaa ikke. Hvor der er Skov, holder den da ogsaa fortrinsvis til i denne, og den er slet ikke ueffen til at klatre. Jærven er en plumpt bygget Saalegænger med kort og bredt Hoved, temmelig spids, men ikke lang Snude, smaa, langt fra hinanden stillede Øjne og af Pelsen lidet frem- ragende Øren. Kroppen er kort og tyk, Halen kun 8—10 Ctm. lang, beklædt med lange, buskede Haar. Benene er forholdsvis høje, Poterne store med haarklædte Saaler og lange, Fig. 147. Jærv. en Tærv to. Man skulde ikke tro, at et forholdsvis saa lille Dyr spidse, sammentrykte, meget lysfarvede Kløer. Pelsen er tæt og lang, brun eller næsten sort, mørkest paa Ryggen med en utydelig, noget lysere Stribe langs hver Side. Dyrets Længde er i Almindelighed fra 80 Ctm. til 1 M., Halen iberegnet, dets Højde over Skuldrene 40—45 Ctm. JærvensFøde bestaar til daglig af mindre Pattedyr og Fugle: Mus, Lemminger (norsk Le- mæn), Harer og Ryper, men den nøjes dog ikke altid med dem. I Lap- land er den en farlig Fjende af Rensdyrene, og et lappisk Ordsprog siger, at en Ulv har een Djævel i Kroppen, men kunde overvælde og dræbe et fuldvoksent Rensdyr, men at den kan det, er uden for al Tvivl, selv Elsdyret er ikke sikkert for den. Den ligger paa Lur paa en Klippeblok, en tyk Trægren e. 1. og styrter sig derfra ned paa sit store Bytte, hvis Halsaarer den derpaa bider over. I Egnene omkring Bajkalsøen dræber den mange Moskushjorte, men skaaner derfor ikke det tamme Kvæg. Særlig er den en farlig Faarerøver, men ogsaa Køer forstaar den at springe op paa og dræbe. Aadsler siges den at være særlig begærlig efter, og Jæ- gerne, der i de vride Egne, hvor Jærven hører hjemme, ofte nødes til at gemme det ned- lagte Vildt, til det ved Lejlighed kan blive afhentet, har ondt ved at beskytte det mod den. Selv om de graver det ned eller dækker det med store Stene ogjord, skal den nok opspore det og arbejde sig ned til det. 32*