Vor Klodes Dyr 1

268 DE PALÆARKTISKE DYR. Jagten paa Jærv drives overalt med Iver, dels fordi dens Skind er ret værdifuldt, dels ogsaa fordi den gør saa megen Skade. I Nordamerika fanges en Mængde i dertil kon- struerede Fælder. Fra Norge og Sverrig har man aarlige, officielle Opgørelser over der dræbte Jærve, som vistnok er paalidelige, da der udbetales en Skydepræmie for hvert nedlagt Eksemplar. I Norge betaltes Aar 1893 Præmier for 40, 1894 for 46, 1895 for 50, 1896 for 64 Stykker, og i Sverrig nedlagdes sidstnævnte Aar ikke mindre end 145. Jærvens Brunst indtræffer om Vinteren, og Hunnen føder ud paa Foraar et sine 2 — 3 Unger paa et blødt Leje i en Klippehule, en Jordbo eller et hult Træ. Hun plejer sit Af- kom omhyggeligt og værger det modigt, og hele Sommeren igennem fører hun det med sig paa sine Strejftog og Udflugter. Ellers er Jærven uselskabelig og lever og færdes helst alene. Fjender har den ikke mange af, da de store Rovdyr, Bjørn, Ulv og Los, synes at sky den, dels af Respekt for dens vilde Mod og forholdsvis store Kraft, dels ogsaa paa Grund af den afskyelige Stank, den kan udbrede, naar den angribes. Som andre til Maarfamilien hørende Dyr har den nemlig en stor Kirtel, der munder ud gennem en Spalte tæt ved Endetarmsaabningen og som afsondrer et stærkt stinkende Stof. Dette ophobes i et Slags Sæk, som Dyret kan tømme, naar det ønsker det. I Fangenskab trives Jærven ret godt, især indfanget ung, og er, i alt Fald til den bliver ældre, morsom og livlig, altid i Bevægelse, ogsaa om Dagen, skønt den i fri og vild Til- stand væsentlig er et Natdyr. Et Par unge Jærve er altid oplagte til at lege med hinanden indbyrdes og med Vogteren, ligesom de ogsaa morer ved deres kuriøse Lyst til at si aa Kolbøtter. En som gammel fangen Jærv er derimod i Reglen langtfra gemytlig, den er arrig og irritabel, hvæser ad alle og enhver og udbreder en hæslig Lugt. I ældre Tider fortaltes der de vildeste Fabler om Jærvens ubegrænsede Graadighed, noget hvormed dens tyske Navn »Vielfrass« turde staa i Forbindelse, hvad enten det nu er Navnet, der har givet Anledning til Historierne, eller omvendt. Det hed sig, at den, naar den havde dræbt et stort Dyr eller fundet Aadslet af et saadant, aad, til dens Bug stod spændt som en Tromme. Saa pinte den sig igennem et snævert Mellemrum mellem to tætstillede Træer og skilte sig derved af med saa meget som muligt af det ædte, for derefter atter at tage fat paa Maaltidet, der fortsattes med Mellemspil af Klemning, til alt var fortæret. Af de til den egentlige Maarfamilie hørende Rovdyr forekommer adskillige i den palæ- arktiske Region, deriblandt S ko vmaaren (Mustela martes), et nydeligt lille Dyr paa om- trent 80 Ctm.s Længde, hvoraf Halen udgør de 30. Den er slankt og elegant bygget med lille, spidssnudet Hoved, livlige Øjne, korte, næsten trekantede Øren, lang, smidig Krop, lave Ben og 5-taaede Poter med stærke, spidse, tilbagetrækkelige Kløer. Halen er lang, tykt og fyldigt behaaret, Pelsen overordentlig fin, tæt og blød, bestaaende af lysere farvet Inderuld og mørkere, glinsende Dækhaar. Ryggen er kastaniebrun, Siderne og Bugen noget lysere, Hale og Lemmer derimod meget mørke, næsten sorte. Paa Forsiden af Hals og Bryst har den en stor, lys, smukt gulfarver Plet. Skovmaaren bebor hele Europa fra Italien og Spanien til Norges, S verrigs og Rus- lands nordligste Skovstrækninger. Hos os forekommer den over hele Landet, overalt hvor der er nogenlunde store Skove, men egentlig almindelig er den ikke. Ogsaa en stor Del af det vestlige Sibirien hører til deus Omraade. Den holder overalt til i Skovene, skyende Mennesket og dets Boliger. Træerne er dens Hjem, i et saadant er den født,