Vor Klodes Dyr 1

SKOVMAAREN. 269 i dem legede den sine første Lege, og i deres Kroner jager den. Den klatrer udmærket og springer med største Lethed og Dristighed fra Gren til Gren og fra Træ til Træ. Alt, hvad der af Fugle og Pattedyr lever og færdes i Træerne, maa skatte til den. Den plyndrer Fuglenes Reder og griber de rugende Hunner, den lister sig ind paa sovende Duer og andre Skovfugle, ja selv saa store Fugle som Urhøns og Tjurer er ikke sikre for den. Egernet overrasker den i dets Bo eller jager det træt, drivende det i susende Fart og med vilde Spring fra Træ til Træ. Ogsaa de paa Jorden levende Dyr efterstræber den, og mangfoldige Mus, Lemminger og Harer, ja selv Raalam maa falde som Ofre for den ihærdige og forvovne Røver. Har Skovmaaren bemægtiget sig et større Dyr, bider den først Halsaarerne over paa det for at drikke dets varme, strømmende Blod, hvorefter den æder saa meget, som dens Appetit kan overkomme. Sin Bo har den i et hult Træ eller en forladt Krage- (n. Kraake-), Skade- (n. Skjære-) eller Egernrede. Her so- ver den, i alt Fald hvor den ikke ved sig i fuld Sikkerhed, Dagen bort, medens den benytter Natten til sine Rovtog. Midt om Vinteren indfinder Brunsten sig, og man kan da, hvor Maarene færdes, se og høre dem i lyse Nætter jage efter hinanden un- der Knurren og Hvæ- sen. Ofte slaas to Han- ner ogsaa, saa Haarene ryger af dem.Tidligt paa Foraaret føder Hunnen 3—4 Unger i den blødt udpolstrede Bo, og hun beholder dem hos sig Sommeren igennem, sørgende kærligt og omsorgsfuldt for dem, legende med dem og øvende dem i alle de Idrætter, det bør sig en Maar at være Mester i. Smaa'Maarunger er ikke vanskelige at opfostre; de vænner sig snart til at drikke Mælk og spise Brød, om de end ikke kan undvære Kød. Selv voksne Maare spiser gerne en Del Planteføde, saftige Bær o. 1. Ungerne bliver let tamme og er muntre, livlige Smaadyr, men deres nedarvede Blodtørst og Mordlyst glemmer de aldrig, og naar de bliver ældre, faar Vildskaben Overhaand, saa de bliver arrige og bidske. Dog har man ogsaa Eksempler paa, at de selv i en ældre Alder er vedbleven at være blide og venlige, trofast hængende ved deres Herre og meget kælne. Da Skovmaarens Skind er et meget kostbart Pelsværk, bedre og smukkere jo længere Nord paa Dyrene lever, er disse meget efterstræbte. De fleste fanges i Fælder ellei Sakse, men en Del skydes ogsaa navnlig om Vinteren, da deres Spor kan følges i Skoven paa nyfalden Sne og derved det Træ findes, i hvilket de har taget Ophold. Dei kommei