Vor Klodes Dyr 1

VOR KLODES DYR. 18 indfinde sig en fremmed Vegetation, et tørt Krat, helt forskelligt fra Forgængerne. Saa- ledes kan man her i en kort Aarrække se Vegetationer kæmpe og forjage hinanden, ganske som Folkenes Historie viser os de forskellige Stammer rykke frem, underkue de aandeligt eller legemligt svagere og indtage deres Plads, indtil de selv omsider fortrænges af et næste, endnu kraftigere Folk. I vort eget Lands skiftende Skovbestand fra Polarpil gennem Bævreasp, Birk, Fyr, Eg helt op til Nutidens Bøg, har vi jo i øvrigt et klassisk, velbekendt Eksempel paa en Række Kampe i Naturen, hvorom vore Tørvemoser aflægger tydelig historisk Beretning. Særlig hvor europæisk Kultur vinder Terrain i fremmede Verdensdele, finder man en Mængde shaende Beviser paa indførte Organismers ofte forbavsende hurtige Udbre- delse paa de indfødtes Bekostning. Langs Vejene i de forenede Staters nordøstlige, altsaa tidligst koloniserede Egne, bestaar Ukrudtet nu udelukkende af europæiske Arter, medens de indenlandske er fortrængte Vest paa; ja, i saa ung en Koloni som Ny-Zealand findes der ikke mindre end halvtredje hundrede »naturaliserede« d. v. s. nu vildtvoksende Planter, hvoraf over hundrede har spredt sig viden om og paa mange Steder forjaget den oprin- delige Vegetation. — Herhjemme har vi i den saakaldte Vandpest (Elodea canadensis), der i de senere Aar fylder Søer, Kanaler og Vandløb i København og Omegn et Eks- empel paa det omvendte: en Plante fra en fremmed Verdensdel, indtagende de euro- pæiske Planters Plads. Ofte giver en tilsyneladende Bagatel Stødet til store Forandringer. At der indførtes Geder paa St. Helena bevirkede saaledes en fuldstændig Udryddelse af de Skove, der op- rindelig voksede paa Øen og bestod af omtrent hundrede forskellige Arter Træer og Buske. Gederne afgnavede nemlig alle de unge Planter lige saa hurtig, de skød op. — Fra Fornham i Surrey anfører Darwin en Iagttagelse, der ligeledes viser, hvilken betydelig Rolle de planteædende Dyr spiller for et Lands Vegetation. I en Hedeegn, hvor der kun hist og her, paa Toppen af enkelte Højder, stod nogle faa, oprindelig plantede Grupper gamle Fyrretræer, var der ti Aar tidligere bleven indhegnet store Landstrækninger, og paa disse skød selvsaaet Fyr op afjorden saa tæt, at de langtfra alle kunde forblive i Live. Fra alle Udsigtspunkter kunde Darwin kun se Lyng og atter Lyng; men da han gik ned paa Heden og bøjede Lyngtoppene til Side, løstes Gaaden: han fandt uendelige Mængder af Kimplanter og bittesmaa Fyrretræer, der Aar for Aar, Skud for Skud, var bievne af- gnavede af Kvæget. »Paa en Plet, der var lidt over to Kvadratalen og laa flere Hundrede Alen borte fra en af de gamle Trægrupper, talte jeg to og tredive smaa Træer; og et af dem, med seks og tyve Aarringe, havde i en lang Aarrække søgt at løfte sit Hoved op over Lyngbuskene; men det havde slaaet det fejl. Det var da altsaa ikke saa forunderligt, at Jorden, saa snart den var bleven indhegnet, blev tykt bedækket med frodigt voksende unge Fyrretræer. Men«, tilføjer Darwin, »det kunde dog aldrig falde nogen ind, at Kvæ- get vilde have søgt saa nøje og saa heldigt efter Føde paa en i saa høj Grad gold og saa vidtstrakt Hede.« I dette Tilfælde lod Vekselvirkningen mellem Dyr og Planter sig let konstatere; men i de fleste Tilfælde er Forholdet langt mere indviklet. Det er en bekendt Sag, at mange Blomster er saaledes byggede, at de kun kan sætte Frø, naar de besøges af Insekter, der — som smaa postillons d’amour — bærer Støvet fra den ene til den anden Blomst. Ja i nogle Tilfælde er deres Bygningsforhold endogsaa