Vor Klodes Dyr 1

19 KAMPEN I NATUREN. afpassede efter en eller faa ganske bestemte Insektarter. Saaledes kan Rødkløver ikke, eller kun i meget ringe Grad, sætte Frø, naar den ikke besøges af Humlebier (n. Hum- ier). Nu har disse Dyr en særlig farlig Fjende i Markmusene, der saa ivrig eftersøger deres Cellekager, at man for Englands Vedkommende antager, at de aarlig udrydder over To- trediedelen af alle Humlebierne. Men Musenes Mængde er jo atter afhængig af Kattenes og disses igen af, hvorvidt den paagældende Egn er mere eller mindre tæt bebygget. En Iagttager bekræfter da ogsaa, at der er flest Humlebier i Nærheden af Landsbyer! Med andre Ord: Vi har her en Kæde af Vekselvirkninger, hvis Yderled er saa vidt forskellige Organismer som et Rovdyr og en honningdliftende Kløverblomst: jo flere Katte, des færre Markmus, des flere Humlebier og des flere Kløverfrø! Dog, slige Vekselvirkninger er endda langt simplere end de, der oftest finder Sted i Naturen, hvor et Spil af Faktorer, som vi til Dels staar ganske uvidende overfor, bestandig kan gribe ind og virke bestemmende paa Kampens Udfald, og hvor enhver Forandring, selv om den er nok saa ringe, vil kunne have de største Resultater til Følge. Darwin anfører et Eksempel herpaa, der er i høj Grad slaaende, selv om det til Dels kun er et Tankeeks- periment. Det drejer sig om, hvorledes Insekter kan indvirke bestemmende paa Kvægets Eksistens. »Maaske vi i Paraguay finder det mærkeligste Eksempel herpaa; thi her har hverken Kvæg, Heste eller Hunde nogen Sinde forvildet sig, skønt det vrimler af dem i forvildet Tilstand baade sønden- og nordenfor; og Azara og Rengger har vist, at dette kommer af, at der i Paraguay er et større Individantal af en vis Flueart, som lægger sine Æg i Navlen paa spæde Kalve, Føl og Hvalpe. Disse Fluers Tiltagen i Individantal, stort som det er, maa stadigt hemmes paa en eller anden Maade, rimeligvis ved andre Snylte- insekter. Dersom derfor visse insektædende Fugle aftog i Antal i Paraguay, saa vilde disse Snylteinsekter rimeligvis tage til, og dette vilde formindske Antallet af de navlesøgende Fluer; saa vilde Kvæg og Heste blive forvildede, og dette vilde ganske vist i høj Grad forandre Vegetationen (hvad jeg ogsaa i Virkeligheden har iagttaget i Dele af Sydamerika); dette vilde saa igen stærkt paavirke Insekterne, det igen ... de insektædende Fugle og saa fremdeles mere og mere indviklet. Vi begyndte denne Kreds med insektædende Fugle, og nu har vi ogsaa sluttet med dem.« Og Darwin fortsætter, som med et lunt Smil til den forbavsede Læser: »Men det er ikke saadan at forstaa, at Forholdene nogen Sinde kunne være saa simple i Naturen som disse. Kamp inden for Kamp maa stadigt vende tilbage med skiftende Held, og dog er med Tiden Kræfterne bievne saa nøje afpassede, at Naturens Aasyn holder sig uforandret i lange Tider, omendskønt den mindste Ubetydelighed ganske vist vilde give et organisk Væsen Sejren i Hænde over for et andet. Og alligevel, saa tyk er vor Uvidenhed og saa stor vor Indbildskhed, at vi undrer os, naar vi hører, at et organisk Væsen er uddøet; og eftersom vi ikke ser den sande Aarsag, saa kalder vi Syndfloder til Hjælp til at af befolke Jorden, eller ogsaa finder vi paa Love for Varigheden af Livets Former!« (Arternes Oprindelse S. 88.) Spørger man om Aarsagen til denne overalt herskende Kamp, vil det, — som de givne Eksempler antyder, — kun i faa Tilfælde være muligt at udrede dem og lægge dem klart for Dagen og endnu mindre at afveje Kampens Chancer. Dertil er Kræfternes Spil for fint afbalanceret. Kun een Aarsag er almengyldig, nemlig alle levende Væsners Tendens til at formere sig stærkere end Eksistensbetingelserne forøges. Af dette Misforhold i Na- 2A*