Vor Klodes Dyr 1

Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 720

UDK: 5919

FØRSTE BIND

INDLEDNING

DE ARKTISKE DYR

DE PALÆARKTISKE DYR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 800 Forrige Næste
ILDEREN. 271 de deres Fælder og Snarer, der er beregnede paa at gøre Skindet saa lidt Skade som muligt, og gennemstrejfer utrættelig Egnen for at spore Sobelen paa Sneen eller ved deres Hundes Hjælp. Opdages den i et Træ, skydes den med Pil eller med Bøsse, eller den jages i op- stillede Net. Undertiden maa Træet ogsaa fældes, naar den ikke paa nogen anden Maade vil lade sig drive ud af det Hul, hvor den har sat sig fast. Saadanne Jagtudflugter er altid besværlige og forbundne baade med Savn og Strabadser, undertiden bliver de ogsaa farlige, naar Uvejr og Snestorme indtræffer eller meget stærk Kulde. Por øvrigt former Sobelens Liv sig omtrent som Skovmaarens, kun er den mere end denne henvist til at leve af de i dens hjemlige Skove saa almindelige Egern, som den maa følge paa deres Vandringer. Den er en om muligt endnu dristigere og behændigere Klatrer, ligesom den ogsaa forstaar fortrinligt at benytte sig af alle de Skjulesteder, dens ofte klippe- og stenrige Hjemstavn frembyder. Endnu i vore Dage kommer der aarligtop mod 100,000 Sobelskind paaPelsvaremarkedet, til en Værdi af flere Millioner Kroner, men deres Tal er i Aftagende Aar for Aar. Adskilligt mindre end Skovmaar og Sobel er Ilderen (M.putorius), der bebor største Delen af Europa, samt Mellemasien fra det kaspiske Hav og Aralsøen til Nordsibirien og fra Ural til Stillehavet. Hos os forekommer den almindeligt i Jylland, sjældent paa Fyn, aldrig Øst for Store Bælt. I Norge er den ukendt, men i Syd- og Mellemsverrig ses den ikke sjældent. Den kan klatre i Træer, men er dog intet egentligt Skovdyr, i alt Fald fore- kommer den lige saavel paa Marker og i Heder, i Moser og stenede Overdrev som i Sko- ven. Den holder gerne og ofte til i Nærheden af Menneskeboliger, lokket ved disses Rot- ter og Mus ikke mindre end ved det tamme Fjerkræ. Ilderen er endnu slankere bygget end Maarene, fra hvilke den desuden ligesom dens nærmeste, nedenfor skildrede Slægtninge, skiller sig ved at have en Knusetand mindre i hver Kæbehalvdel, altsaa kun 54 Tænder. Den er 55 — 60 Ctm. lang, og dens Pels er langt mindre smuk og værdifuld end Maarens. Dens Farve er lysere, nærmest brungul paa Ryggen og Siderne, mørkere, sortebrun paa Bugen. Den fra Gatkirtlerne hidrørende, stærke og modbydelige Lugt hænger desuden længe ved Skindet og forringer dets Værdi. Sin Bolig opslaar Ilderen i hule Træer, mellem store Stene i Diger eller Stenbunker, i Risdynger, Jordhuller eller endelig i Lo, Lade eller Stald. Den tager ogsaa til Takke med en tæt Hæk, en Bunke gammelt Tømmer eller lignende. Hvor den nu end slaar sig ned, danner den sig overalt et blødt og varmt Leje af Hø, tørt Mos og sligt, paa hvilket den hviler og sover Dagen igennem for først at begynde sine Rovtog, naar Solen er gaaet ned. Hvor den har fæstet Bo i en Gaard paa Landet, kan man da ofte se den afsøge Gaard og Have, Stakke og Udhuse. Den har sine bestemte Veje, ad hvilke den vandrer Nat efter Nat, og der er næppe det Sted, den forsømmer at besøge. Langs Tagrygningen lister den sig ofte frem, springende derfra ned paa et lavere Udhustag eller saa, stedse paa samme Plet. Ved at stille en Fælde eller Saks der, kan man temmelig let fange den. Den finder Vej ind paa Lofter, hvor man kan høre den rumstere paa Jagt efter Mus, og man maa sørge for, at Hønsegaard og navnlig Dueslag er gjort absolut utilgængelige fol- den, hvilket ikke er let, da den kan smyge sig ind ad utrolig smaa Aabninger og klatre op ad lodrette Stolper eller andet Træværk. Faar den Adgang til Fjerkræ, anretter den betydelige Ødelæggelser, thi blodtørstig som den er, nøjes den ikke med at dræbe det, den kan fortære, men myrder, saa længe der er noget at myrde. Dog kendes ogsaa Eks-