272
DE PALÆ ARKTISKE DYR.
empier paa, at Ildere aarvis har levet i en Gaard uden nogen Sinde at forgribe sig paa
dens Duer og Høns.
I maanelyse Sommernætter kan man iagttage den i Havens Kirsebærtræer, naar deres
Frugter er modne, thi den holder meget af søde, saftige Bær. Undertiden kan man se og
høre den liste sig om i tætte Espaliers for at overraske de Spurve, der maatte have sat sig
til Ro der, og hvor den kan faa Adgang til Stærkasser, der gaar det ud baade over gamle
og unge. I Skov og Mark nøjes den ikke med varmblodede Dyr, hverken Krybdyr, Padder
eller større Insekter gaar Ram forbi. Navnlig skal Frøer være dens Yndlingsspise, det
er formodentlig dem, der lokker den ud i Kær og Moser, hvor man i alt Fald i Jylland
hyppigt træffer den. Snoge og Hugorme angriber og opæder den uden Betænkning, den
Fig. 150. Ilder.
er, hvad talrige Forsøg har vist, absolut uimodtagelig for Virkningen af de sidstes Bid og
Gift. Den svømmer godt og er ikke bange for Vandet.
Der er ingen Tvivl om, at Ilderen nærmest maa betragtes som et nyttigt Dyr; navnlig
hvor der er mange Rotter og Mus, er den en ubetalelig Bundsforvandt for Mennesket i
dets Kampe mod disse. Paa den anden Side gør den Fortræd ved at fortære Fugleunger
og Æg, ligesom dens Røverier blandt Fjerkræet kan blive generende. Hvor den ikke er
for slem mod dette, bør den dog sikkert ikke forfølges men snarere fredes.
Et mærkeligt Træk af forudseende Klogskab fortælles om den af den bekendte Sibirie-
forsker Radde. Han paastaar, at den i den dauriske Steppe, hvor den er almindelig og
væsentlig lever af Steppemurmeldyrene, allerede om Efteraaret graver Gange ned til disses
Vinterhuler, som endnu er tomme, for des lettere at kunne overraske dem under Vinter-
søvnen. Den graver dog ikke sine Gange helt færdige, men lader, for ikke at skræmme
Murmeldyrene, en passende tyk Jordvæg staa tilbage mellem sin Minegang og deres Sove-