Vor Klodes Dyr 1

ILDEREN. 273 rum. Hvis dette er konstateret, er det et af de mest overbevisende Eksempler paa virkelig Omtanke hos et Dyr. Tidligt paa Foraaret kommer der Liv i Ilderne. Man hører dem da mere end ellers tumle omkring paa Tage og Lofter, skrigende og hvæsende og gørende en syndig Alarm, kæmpende med hinanden som føre Karle. Det er Eros, der er paa Spil og faar de ellers saa forsigtige og tavse Dyr til at glemme deres Varsomhed og Faamælthed. I Maj føder Hunnen saa 4 ti] 6 bitte smaa Unger i en vel skjult Bo, helst i en stor Brændestabel eller Kvasbunke. Nu gælder det for hende Sommeren igennem at værne om og forsørge de smaa, og hun er da ogsaa utrættelig i sine Bestræbelser for at samle til Bunke. Ofte an- lægger hun i Nærheden af Boen et Forraadskammer, hvori hun efter heldige Jagt- og Plyndringstog magasinerer hen, hvad der ikke er øjeblikkelig Brug for. Mus, Kyllinger, Frøer, Æg o. s. v. kan man finde hengemte her i ikke ringe Mængde. Tager man Un- gerne fra Moderen, glemmer hun sin sædvanlige Skyhed og gaar søgende og klagende om ved højlys Dag for at lede dem op. Engang har vi set en saadan Ildermoder, hvis Unger var kommen for Dagen ved Bortflytningen af en Bunke Kvas og anbragte ude i Gaarden under en omvendt Trækasse, gaa saa længe klynkende og pibende omkring denne, uden at bryde sig om Iagttagerne, at Gaardens Herre til sidst fik Medlidenhed med den. Han tog Kassen bort, og det var rørende nu at se Moderens Glæde. En for en tog hun sine 4 Unger og bar dem bort til et sikkert Sted, gribende dem i Nakkeskindet som en Kat sine Killinger. Det er ikke vanskeligt at faa en Kat, der er bleven berøvet sine Killinger, til at tage sig af indfangede Ilderunger, som gerne slutter sig til Plejemoderen og let bliver tamme; men naar de bliver ældre, forvildes de i Reglen igen. Desuden er Ilderen intet behageligt Dyr at staa i for nært Forhold til paa Grund af dens stærke Lugt. Modig er den, og den forsvarer sig mod Hunde og Katte med den største Ihærdighed og bringer ofte Sejren hjem. Saa meget mere som den næsten ikke er til at faa Livet af, noget hvorom Brehm refererer en højst mærkelig Beretning af Lens. En Mand bragte en Dag denne en Ilder, der var fanget i en Fælde og havde faaet brækket det ene Ben. Han havde pryglet løs paa den en halv Times Tid og troede nu at have dræbt den. Men da det kom til Stykket, var der rigeligt Liv i den endnu, og Lens besluttede derfor at faa den aflivet hurtigst mu- ligt. Han tog en Bue og skød den en med lang Staalspids forsynet Pil gennem Brystet, hvorved han naglede den fast til Gulvet. Nu troede han, den var leveret, men Ilderen var ikke af samme Mening: den krummede sig og hvæste stadig væk. En ny Pil blev sendt den tværs igennem Hovedet, passerende Hjernen, og endelig syntes Dyret at være dødt. Men da Pilene efter 4 Minutters Forløb blev trukken ud, begyndte det at bevæge sig og at hvæse. Saa havde Lens faaet nok og bad Manden forsvinde med samt Utusket. Af egen Erfaring ved vi dog, at et enkelt, velrettet Slag med en solid Kæp paa en Ilders Hoved kan være nok til at dræbe den, det forholder sig maaske med den som med Grævlingen. Den kan taale de utroligste Saar og Mishandlinger, men »en paa Snuden« er nok til at fælde den. Trods Skindenes Underlegenhed over for Maarens og Sobelens og trods deres stramme Lugt, der dog kan fjernes, drives der en ikke ringe Handel med dem, der skal aarlig blive omsat c. 600,000 af dem, hvert gennemsnitlig af 2—3 Kroners Værdi. De bedste kommer fra Sydtyskland. Ilderen fanges i Fælder og Sakse eller skydes for Hund eller Vor Klodes Dyr. J J