Vor Klodes Dyr 1

LÆKATTEN. 277 hos B re hm: En Brud blev greben og bortført af en Glente. Noget efter saa Iagttageren Fuglen sha med Vingerne og styrte flagrende til Jorden i hans Nærhed. Da han vilde tage den op, blev han Bruden var, som smuttede bort, og det viste sig da, at det vai lykkedes den under Luftfarten at bide Glentens Halspulsaare over og saaledes bjærge sit dyre Liv. Det allerkæreste lille Dyr kan, trods dets ukuelige Mod og Vildhed lade sig tæmme, naar det indfanges som Unge. Wo od fortæller en yndefuld II isto 1 i c om en ung Dame, der saaledes havde tæmmet en Brud, som var hende hengiven med Liv og Sjæl, kendte hende og hendes Stemme blandt Snese andre og lød hendes mindste Vink naai det passede den. Thi egensindig og lunefuld var den, men i øvrigt ganske godartet og uskade- lig. Dens stramme Lugt, som den deler med alle af dens Familie, maatte modvirkes ved stærke Parfumer, ellers var den ikke til at have i Stuen. Om Morgenen blev den gerne lukket ud af sit Bur, inden dens Ejerinde var staaet op, og den sprang da straks op i hendes Seng, oplagt til at lege og tumlende sig gratiøst. Blev den træt, søgte den sig et varmt og blødt Leje ved sin Dames Barm. Den drak Mælk af hendes hvide Haand og sprang med et Sæt op i den, naar hun holdt den frem for den i en Meters Afstand. En af dens mest iøjnefaldende Karaktertræk var Nysgerrighed, den skulde undersøge alt og enhver Lyd vakte dens Opmærksomhed. Vilde Damen have fat i den, behøvede hun blot f. Eks. at knitre med noget Papir, straks kom den springende for at forvisse sig om, hvad der nu var paa Færde. Værdi har de smaa Skind ikke, hvor fine og nydelige de ogsaa ei, saa foi den Sags Skyld er der ingen Grund til at forfølge det lille, let langelige Dyr. Det var at ønske, at den tankeløse Raahed, hvormed det i Reglen uden Spot af Grund diæbes, saa snart der er Lejlighed til det, maatte blive afløst al en fornuftig Fredning. Vi forlader nu de smaa Maärarter for at vende os til en Gruppe støt 1 c, men heldigvis i Forhold til deres Størrelse hverken saa modige eller saa blodtørstige Rovdyr, de nemlig, der hører ind under Hundefamilien. Fremmest mellem, dem maa vi nævne Ulven (Canis lupus'), der er paa Størrelse med en meget stor Hund; dens Legeme mader 115, Halen 45 Ctm. i Længde, og Højden over Skuldrene er 85 Ctm. eller hos meget kraftige Eksemplarer nogle faa Ctm. større. For øvrigt er dens Udseende jo tilstrækkelig bekendt, vi kan derfor spare os en udførligere Beskrivelse. Hvad Farven angaar, varierer denne en Del. Almindeligst er Rygsiden gulgraa isprængt med sort, medens Bugsiden er smudsig hvidlig og Forbenene sortstribede. Men graa, rødlige og næsten sorte Ulve er ikke ual- mindelige. I Polarlandene skifter de Farve efter Aarstiden og bliver hvide om Vinteren. Ulvens Rige er stort. Først hører dertil hele Europa paa de britiske Øer, Holland, Danmark og største Delen af lyskland nær, de eneste Lande, i hvilke den ei ganske ud ryddet. Dernæst har den hjemme i næsten hele Asien, dog er den indiske og den japan- ske Ulv maaske særlige Arter. Største Delen at Nordamerika ei ogsaa beboet af en Ulve art, der i alt Fald kun afviger lidet fra den europæiske, og som under Navn af Polarulven breder sig over en stor Del af Landstrækningerne paa den amerikanske Side af Noidpolen. Nathorst skal paa sin nys afsluttede Ekspedition have truffet den i Nordøstgrønland, det er første Gang dens Nærværelse i Grønland er bleven konstateret. I Nordafrika og paa Stepperne Syd for Sahara lever en mindre, men ellers den euro-