Vor Klodes Dyr 1

kWt'IWKr DE PALÆARKTISKE DYR. 2Ö0 Flok, angriber de ogsaa enlige Bisoner, ligesom de ikke skaaner selv de største Husdyr. Mennesker anfalder de i Reglen kun, naar de om Vinteren er stærkt plagede af Sult. De vandrer da ned fra Bjærgene og ud fra de store Skove og strejfer vidt ud over Lan- dene, ofte langt uden for deres almindelige Udbredningskreds. Træffer en Ulveflok paa disse Strejftog et enligt Menneske, falder den over det og gør det snart af med det; en Flok kan ogsaa, f. Eks. i Rusland og Sibirien forfølge en Slæde milevidt og omsider naa at dræbe bande Hestene og Passagererne. Børn og Kvinder angriber en sulten Ulv, selv om den er ene, og det siges, at enkelte Ulve kan faa Smag for Menneskekød, saa de bliver til en fuldstændig Landeplage. I Rusland dræbte Ulvene Aar 1875 ikke mindre end 191 Mennesker. Med Hundene ligger Ulven i stadig Kamp, hvilket dog ikke forhindrer den fra at parre sig med dem, naar Lejlighed gives. Af saadanne Forbindelser fremkommer kraftige, leve- og forplantningsdygtige Bastarder, og adskillige Naturfolk, sibiriske Stammer f. Eks. og Indianerne, søger at begunstige Krydsning al deres Tamhunde med Ulve for at gøre Racen kraftigere og mere modig. Ulven er overalt baade hadet og frygtet. Dens Vildhed, Lumskhed og Blodtørst gør dette fuldt berettiget og forklarer, at den er forfulgt og søges udryddet. Naar en Flok Ulve viser sig paa en Egn, hvor de ellers ikke har hjemme, fremkalder deres Røverier og deres langtrukne, melankolske Hyl ofte en ligefrem Panik og alt bliver opbudt for snarest mu- ligt at faa dem tilintetgjorte eller forjagede. Ulven skydes paa Klapjagter eller fra et Skjulested i Nærheden af et udlagt Aadsel, thi ogsaa saadanne æder den begærligt, den fanges i Faldgruber — Ulvegravene — og i stærke Sakse og endelig forgiftes den med Stryknin, der anbringes i Kødstykker eller døde Dyr, som lægges paa dens Vej. Den sidste Metode er ikke den mindst virksomme. I civiliserede Lande er der udsat høje Præmier for hver dræbt Ulv, ung som gammel, men det turde maaske være et Spørgsmaal, om der udrettes noget særligt derved. Tallene fra Frankrig kunde tyde paa, at professionelle Ulvejægere skaaner Hunnerne, for ikke at slagte Gaasen, der lægger Guldæggene, og det samme ymtes der om andetsteds fra ogsaa. Ulvens Skind yder, naar den dræbes i den rette Aarstid, et fortrinligt, varmt og smukt Pelsværk af ikke ringe Værdi; der kommer aarligt et stort Antal i Handelen. Beslægtede med Ulvene er Sjak alerne, af hvilke en Art (Canis aureus) forekommer i den palæarktiske Region, fra Indien mod Vest til Middelhavet og derfra videre gennem hele Nordafrika og paa Balkan halvøen til ind i Dal m arien. Den har Ulvens og andre ægte Hundes runde Pupil og staar i Størrelse mellem den og Ræven. Dens hele Længde er 1 M., hvoraf omtrent 1j3 kommer paa Halen, dens Højde over Forbenene M. eller lidt mindre. I Udseende minder den om Ulven, dog er dens Snude spidsere og dens Øren kortere; den er høj benet og slank, men dog kraftigt bygget, og dens lange Hale er smukt og fyldigt busket. Af Farve er den paa Oversiden brun- eller graagul, med mere sort Anstrøg ned mod Siderne, men selve disse, Halsens Underside og Lemmerne er rødlige. Bugen er hvidgul ligesom Struben; Brystet er rødgult. Sjakalen er fejg og lumsk og spiller, hvor den forekommer, samme Rolle i folke- fantasien, Sagnene og Dyrefablerne som Ræven hos os. Den antages for at være ligesaa snedig, lige saa kløgtig og lige saa næsvis som Mikkel Ræv, hvem den endogsaa overgaar i Påtrængenhed og uforskammet Frækhed. Om Dagen mærker man ikke meget til den,