Vor Klodes Dyr 1

SJAKALEN. 28i den har da trukket sig tilbage til Privatlivets Fred, drømmende om Nattens og Jagtens Glæder i sin Bo inde i et tæt Krat, mellem Klippeblokke, i en Krog af en Ruin eller et lignende, afsides og sikkert Sted. Men aldrig saa snart synker Sol i Lide, før den lader høre fra sig. Fra alle Sider lyder dens langtrukne, melankolske Hyl, af og til afbrudte af eller blandede med en kort Gøen, og hvor Sjakalerne samler sig i Flok om et Aadsel eller om en Karavanes Lejr, bliver deres Koncert aldeles utaalelig, især da den gerne vedvarer hele Natten. Hvor Hyænerne forekommer, blander de snart deres sindssvage Latter med Sjakalernes Hyl, saa der lyder en sand Helvedeslarm, som nok skal jage Søvnen bort selv fra trætte Øjne. Kostforagtere er Sjakalerne ikke, de æder alt, hvad der kan kaldes spiseligt af Dyreriget og ikke lidt af Planteriget. Mindre Dyr: Rotter, Mus, Springmus, Harer o. 1. jager de hver for sig, større Dyr forfølger de mange i Tal, til de styrter. Aadsler flokkes de om, og i de store Rov- dyrs : Løvernes, Panter- nes og Hyænernes Spor følger de i Haab om at faa de Levninger af Byt- tet, som disse ikke selv mægter at fortære. Og- saa store Insekter æder de gerne, og velsma- gende Frugter: Melo- ner, Vindruer, Dadler med flere sætter de stor Pris paa. Rettroende Musel- mænd foragter dem na- turligvis som urene,aad- selædende Dyr og skæl- der dem ud efter Noder Fig. 154. Sjakal. paa deres blomsterrige Sprog, naar de generes af dem. Men de fortæller tillige mange Historier om deres Snuhed. Vi skal indskrænke os til at meddele een Beretning om Sjakalens Klogskab. En Jæger stod en Nat skjult i en Have for at lure paa Vildsvin, som stjal dens prægtige Meloner. Han saa da to Sjakaler komme og løbe om, snusende til disse. Til sidst fandt de en stor, moden Frugt, som til- talte dem, og de bed hurtigt Stilken over. Derpaa trillede de af Sted med den, men for at faa den ud af Haven, skulde de bakse den op ad en Skraaning, og hvorledes de end bar sig ad med det, hver Gang de havde faaet den et Stykke op, rullede Melonen fra dem. De forsøgte at bide sig fast i Stilken og trække Frugten op ved den, men den brast, og ned trillede Byttet igen. Dog tabte de derfor ikke Humøret og gav sig heller ikke til at æde den, hvilket man skulde synes, havde ligget nær. Men maaske var det et Ægtepar med Huset fuldt af Unger, som skulde have Mad. Endelig fandt de paa Udvej. En af dem greb Frugten mellem Benene og rullede sig om paa Ryggen, i hvilken Stilling den klemte Vor Klodes Dyr. 34