Vor Klodes Dyr 1

 282 DE PALÆARKTISKE DYR. den fast mod Bryst og Bug; nu bed Nummer to sig fast i dens Underkæbe og trak den med samt Melonen triumferende op ad Skraaningen! Vi vilde ikke vove at fortælle en saadan Historie og bruge den som et Bevis for Sjska- lernes Klogskab, hvis vi ikke havde set den citeret af ansete Forfattere og vidste, at der er Grund til virkelig at anse den for paalidelig. Naar saa er, maa det indrømmes, at den vidner om betydelig Omtanke hos disse Dyr. For øvrigt former Sjakalernes Liv sig ikke meget forskelligt fra andre vilde Hunde- arters. Som alle saadanne er de vante til at samvirke i Flok og til at understøtte og hjælpe hinanden saavel ved Angreb som ved Forsvar. Derved er der hos dem, som hos alle selskabeligt levende Dyr, uddannet visse sociale Instinkter, der sikkert har gjort det lettere for Menneskene at tæmme dem og lettere for dem at slutte sig til Menneskene, naar de, indfangede som Unger, maatte vænne sig til Samliv med disse og til Samvirken med dem paa Jagten. Ved Siden af Ulven og maaske enkelte andre vilde Hundearter er Sjakalen nemlig sikkert nok en af S tamfædrene til vore Tam hun de, og netop den forholdsvise Lethed, hvormed disse Dyr lod sig tæmme, har tidligt gjort dem til Husdyr. De fleste Naturfolk har Kærlighed til Dyr og morer sig med at indfange forskellige Arter som Unger og holde dem i Fangenskab. Ofte og paa flere forskellige Steder maa det da i en fjern Fortid være sket, at man paa Jagten fandt vilde Hundearters Lejer og tog en eller flere Unger med hjem derfra. Naar de voksede til, vilde de i Kraft af deres Trang til Selskab og deres sociale Instinkter slutte sig fast til deres Herrer, betragtende dem og sig som hørende til en og samme »Flok«, og det maatte da snart gaa op for disse, hvor megen Nytte de kunde have af deres firbenede Venner. De sørgede for, at disse formerede sig i Fangenskab, hvad de er meget villige til, og paa den Maade opstod snart et virkeligt Tamdyr, der dog ofte blev krydset med sine vilde Frænder. Mødtes saa Stammer hver med sin tæmmede Hunde- art, parredes disse, og Blandinger, Afarter og Racer opstod efterhaanden. Hunden var uden Tvivl det første Dyr, Mennesket tæmmede og gjorde sig under- danigt, til Hjælper, Kammerat og trofast Ven. Hvor vi vender Blikket hen Jorden over, ser vi selv de lavest staaende Folkestammer i Besiddelse af Tamhunde, og vi skal gaa meget langt tilbage i Tiden for at træffe Mennesket uden saadanne. De omstrejfende Horder, som dannede Affaldsdyngerne (Køkkenmøddingerne) ved vore Kyster, havde som eneste Husdyr en spidssnudet Hund af temmelig ringe Størrelse; i Schweiz’s Pæle- bygninger hørte en lignende hjemme, ja selv i en Knoglehule er der fundet Bendele, tydede som stammende fra en Tamhund. Da Europæerne kom til Amerika, var de ind- fødte i Besiddelse af Hunde, lige fra Eskimoerne til Ildlænderne. Selv i Australien, hvor Pattedyrene ellers, paa nogle flyvende Arter og et Par Gnavere nær, kun er repræsen- terede ved Pung- og Kloakdyr, fulgte en Hund, Dingoen, de omstrejfende Stammer, lige- som den ogsaa levede vild eller forvildet i stort Antal hele Fastlandet over. Saa langt Historien rækker tilbage, taler den om Hunde af forskellige Racer, og de ældgamle Mindesmærker i Assyrien og Ægypten viser os Billeder af dem. De lærer os, at Ægypterne for 4000 Aar siden var i Besiddelse af en Hund, hvis hængende Øren er usvigeligt Tegn paa lange Tiders Trældom, og at Assyrerne foruden andre Former havde een, der i Størrelse og Udseende ligner vor Tids største Dogger. Vi ved jo alle, at der nu Jorden over findes et Utal af vidt forskellige Hunderacer,