Vor Klodes Dyr 1

HUNDEN. 283 afvigende fra hverandre i legemlige som i aandelige Egenskaber, og det i langt højere Grad end nogenlunde nærstaaende, vilde Arter plejer at afvige. Fandt Forskeren ude i den frie Natur Dyr som den store, danske Hund, den slanke Mynde, den plumpe Bul- bider, den lille lav- og skævbenede Gravhund, den finthaarede Silkepudel og Snese andre lige saa forskellige Former, hvor vilde han ikke faa travlt med at gruppere dem ikke blot i skarpt adskilte Arter, men maaske ogsaa i Slægter! Men nu ved vi jo, at ingen af disse, hinanden saa fjerntstaaende Former nogetsteds i vor Tid forekommer i vild Tilstand; det Spørgsmaal rejser sig da straks: fra hvilke vilde Dyr nedstammer de? Det er et saa vigtigt og saa interessant Spørgsmaal, at vi maa dvæle lidt endnu ved det, skønt vi jo alt har sagt en Del om det. Det er blevet besvaret paa flere Maader. Nogle har ment, at de enkelte Hunderacer hver for sig maatte have sin vilde Stamart. Naar disse vilde Arter ikke kunde findes le- vende i Nutiden, maatte de være uddøde. Men uheldigvis er det aldrig lykkedes at finde saa meget som een eneste repræsenteret i Jordlagene, hvor deres Skeletdele maatte søges. Dertil kommer, at, saa vidt Sagen er undersøgt, viser alle de mange Racer sig indbyrdes fuldt frugtbare, og de ved Krydsning mellem dem frembragte Bastarder er ubegrænset avledygtige baade med hverandre indbyrdes og med den fædrene og mødrene Æt. Men dette tyder ikke paa Afstamning fra mange, vidt forskellige Arter. Saa var der andre, som holdt for, at alle Racerne havde fælles Afstamning, og navnlig skulde det da være enten en uddød Stamform eller Ulven, som skulde være det oprinde- lige Ophav til dem. Der er imidlertid meget, som taler ogsaa herimod, en saa uhyre Mangfoldighed af Former kan vanskelig tænkes nedstammende fra kun een enkelt Art, hvor variabel en saadan end kan være. Lad os blot tage een Karakter: Størrelsen, der plejer at være temmelig konstant for hver enkelt Dyreart, selv om den efter Klima, Er- næringsforhold o. s. v. kan variere inden for visse Grænser. Men disse Grænser er rigtig- nok for Tamhundens Vedkommende altfor forbavsende rummelige. Man har saaledes maalt en St. Bernhardshund, hvis Højde var 1,10 Mt., og hvis Vægt var over 120 Kilo, og en Mastiff, der maalte 1,02 Mt. over Skuldrene, med Brystomfang paa 1,30 M.; mulig- vis overgaas disse Kæmper blandt Hunde endda af den tibetanske Dogge, som Brehm i alt Fald mener rager op over alle andre Hunderacer i Størrelse. Paa den anden Side be- rettes der om en Silkepudel-Spids, som kun var 14 Ctm. høj med en Vægt af 590 Gram, og om en voksen Hund af japansk Race paa under zoo Gram. Altsaa skulde Efterkom- merne efter een Stamform i Løbet af nogle Tusinde Aar have dannet Racer, der i Hen- seende til Vægt forholder sig som 1 til 240. Næppe troligt! Efterhaanden som man fik bedre Overblik over Forholdene i forskellige Verdensegne og blandt forskellige Folk, kom en Række Kendsgerninger frem, som bestemt tyder paa, at vore Tamhunde har flere S tamarter, men at disse langt fra at være uddøde tværtimod træffes lyslevende rundt om paa vor Jord den Dag i Dag. Først viste det sig ved nærmere Eftersyn, at overalt, hvor Hundeavlen ikke er dreven systematisk, ligner de indfødte Hunderacer visse i samme Egne levende vilde Hunde temmelig betydeligt. Eskimoernes store, langhaarede Slædehunde er saaledes de arktiske Ulve næsten til Forveksling lige. Pariahundene i Orienten minder saavel i Udseende som i Vaner i høj Grad om de Sja- kaler, der hører hjemme sammesteds. Buskmændenes Hunde i Sydafrika ligner i Stør- relse, Farvetegning o. s. v. en der levende Sjakalart. De Hunderacer, som fandtes hos 34*