Vor Klodes Dyr 1

286 DE PALÆARKTISKE DYR. met Eksemplar, som er blevet opdrættet netop for Kuriositetens Skyld og af hvis Afkom de det mest lignende er bleven udvalgte og bevarede. Paa den Maade er rimeligvis nogle af de mest ejendommelige, man kunde fristes til at sige mest barokke Hunderacer opstaaede, som £ Eks. Gravhunden med dens Rokoko- ben og Mopsen med dens Underbid og rynkede Ansigt. Ogsaa dette har bidraget til at frembringe den brogede Mangfoldighed, Hundeverdenen nu frem byder. Det er ikke Stedet her til at komme ind paa alle de forskellige Racer af Hunde, som holdes og skattes Jorden over. Men der er et andet Spørgsmaal, vi ikke kan undgaa at dvæle noget ved, det nemlig, hvor vidt Hundens Intelligens rækker. Der fortælles jo en Mængde Anekdoter, mere eller mindre paalidelige, om, hvor kloge Hunde kan være, og hver den, der har givet sig lidt af med og har iagttaget disse, vil kunne forøge Tallet. Mange sætter deres Intelligens overmande højt, medens andre vil forklare alt, hvad der kan se ud som Udslag af Fornuft, Tænke- og Kombinationsevne, som blot og bart »Instinkt«. Da vi dog een Gang maa komme lidt ind paa Spørgsmaalet om Dyrenes Aandsliv, har vi ment at burde benytte Lejligheden, medens vi er ved at omtale det næst efter Aberne i aandelig Henseende vistnok højest staaende af alle Dyr. De forskellige Hunderacer er udviklede i forskellige Retninger, og de Instinkter, der har uddannet sig hos dem, er af meget forskellig Natur. En Jagthund har en anden Ka- rakter og er i Besiddelse af andre Evner end en Hyrdehund, en Pudel o. s. v. Det spiller ogsaa en stor Rolle, ikke blot hvorledes en Hund er bleven behandlet, men ogsaa hvor- ledes dens Forfædre har været; jo mere Vægt, der har været lagt paa Racens Udvikling gennem et stort Antal Slægtled, des større Udsigt er der til, at der kan komme noget særlig godt ud af et den tilhørende Dyr. Skal der tre Generationer til for at frembringe en Gentleman, saa skal der visselig adskillig flere til for at frembringe en fortrinlig Hund. Ogsaa er der Forskel paa de enkelte Dyrs Individualiteter; ligesom der er godmodige og ondskabsfulde Hunde, saaledes er der ogsaa velbegavede og dumme. Hvad Hundenes Karakter angaar, da er denne meget forskellig for de forskellige Racers Vedkommende ligesom ogsaa for de forskellige Individers. Et Træk, man hyppigt møder hos dem, er deres Trofasthed mod den, hvem de en Gang har sluttet sig til, og den opofrende Kærlighed, de ikke sjældent lægger for Dagen mod den, der har for- staaet at vinde dem. En god og modig Hund forsvarer sin Herre til sin sidste Blodsdraabe, og de Anekdoter, der fortælles om Hunde, som har sørget sig ihjel efter deres Herres Død eller paa hans Grav, er ingenlunde alle sentimentale Røverhistorier; man har ad- skillige vel konstaterede Eksempler paa noget saadant. M o d er ogsaa en Egenskab, man træffer højt udviklet hos mange Hunde, medens rigtignok til Gengæld andre er ynkelig fejge, hvilket ikke er forunderligt, da de vilde Arter, hvorfra vore Tamhunde nedstammer, ingenlunde hører til de modige. Hundens Trofasthed i Venskab viser sig ikke biotover for Mennesket, de kan ogsaa slutte sig fast til hinanden eller til andre Dyr. Man kan saa- ledes ikke sjældent se en Hund og en Hest forenede ved et intimt Venskab, hvori dog vistnok den første i Reglen er den aktive Part, medens det er Hesten, der lader sig elske og beundre uden tilsyneladende at gøre synderlig Gengæld. Vi har selv engang ejet en lille Gravhund, der forelskede sig saaledes i vor Hest, at den sjældent forlod den ret længe ad Gangen med sin gode Villie. Den fulgte med paa alle Køreture, opholdt sig Dag og Nat ude i Stalden hos Hesten, enten liggende i dens Krybbe eller oftere paa dens Ryg,