Vor Klodes Dyr 1

HUNDEN. 287 hvor den fortræffeligt forstod at holde Balancen, naar Hesten rejste sig op eller lagde sig ned, og da den fik Hvalpe, valgte den sin Vens Baas til Barselleje. Dette førte til, at den eneste Hvalp, den fik Lov til at beholde, blev traadt ihjel af Hesten, uden at dette dog i nogen Maade kølnede Hundens Følelser for den. Det blev omsider nødvendigt at skyde denne Hund, fordi den blev bidsk og arrig og ikke tillod nogen at nærme sig Stald eller Hest, men der var ikke det mindste Tegn hos denne sidste til, at den sørgede over sin Vens Død eller savnede den. I nært Forhold til Hundenes Venskabs- og Sympatifølelser staar deres ofte saa stærkt udtalte Jalousi: Enhver har set, hvorledes denne lægger sig for Dagen, naar en Hunds Herre i dens Paasyn kæler for og klapper andre Hunde, og det hænder ikke sjældent, at en gammel, husvant Hund føler sig saa fornærmet, naar en yngre optages i Familien, at den løber bort eller holder sig skjult nogle Dage. At en Hund kan skam me sig, og det grundigt, er ogsaa en bekendt Sag. En god Jagt- hund, der kommer for Skade at støde en Flok Høns eller lader sig forlede til at løbe efter en Hare, viser tydeligt sin onde Samvittighed ved hele den Maade, hvorpaa den gebærder sig. En dannet Stuehund, hvem der hændes den Malheur f. Eks. at lade en Lyd høre, som ikke sømmer sig i ordentligt Selskab, kan se saa ulykkelig ud og smile saa inderlig for- legent, at man ikke kan bare sig for at le ad den. Forfængelighed er ogsaa et hos Hun- dene almindeligt Karaktertræk, pudsigt er det, at den kan forlede dem til noget saa raffi- neret som Simulation. Romanes fortæller om en Terrier, der fangede efter en Flue i et Vindue, og som blev udlet, hver Gang den greb fejl. Det krænkede dens Forfængelighed, og til sidst spillede den en hel lille Komedie, idet den lod, som havde den fanget Fluen og holdt den mellem Forpoterne, gnaskende den og masende den med Læberne, ganske som den gjorde, naar den virkelig havde fanget en. Da man viste den, at der ingen Flue fandtes mellem dens Poter, men at denne tværtimod fløj velbeholden om paa Ruderne, blev Hunden flov og krøb fornærmet ind under et Møbel. Vrede, Had og Hævngerrighed, Glæde og Sorg er Følelser, der er saa almindelige hos Dyrene i Almindelighed, at vi ikke behøver at dvæle ved dem her. Mere særegen for Hundene er den Vigtighed og Følelse af Overlegen hed, man ikke sjældent finder tydeligt udtalt hos dem. Navnlig faar den et prægnant Udtryk ved en stor Hunds uende- lige, med godmodig Overbærenhed forenede Seen smaa Hunde over Hovedet. Men ogsaa over for Mennesket kan en Følelse af Overlegenhed, forbunden med en vis Foragt, give sig Luft. Vi har saaledes haft en Jagthund, som flere Gange, naar vi kludrede paa Jagten og skød støt forbi til Vildtet, ganske rolig gik hjem, sendende os nogle Blikke, som tyde- ligere end Ord sagde: Tak for mig! naar du er en saadan Klodrian, saa tillader jeg mig at sige Pas. Samme Hund simulerede ogsaa, naar vi en Dag var saa uheldige ikke at træffe paa Vildt, at den havde faaet Færten af saadant: den markerede, trak an og stod Gang efter Gang, skønt der absolut hverken var det ene eller det andet i Farvandet. Formodent- lig har den kedet sig og søgt paa denne Maade at bringe lidt Liv i Tingene. Hvor godt Hunde forstaar Spøg, og hvor kostelig de kan more sig over en saadan, det ved vi alle, men paa den anden Side kan de ogsaa være underkastede Anfald af Gna- venhed, Tungsindighed og man kunde, naar man skulde dømme efter Udtrykket i deres Ansigter, fristes til at sige Livslede. At de har et vist Begreb om personlig Ej end omsret, er der ingen Tvivl om, det viser den Maade, hvorpaa de forsvarer Retten til et bestemt