Vor Klodes Dyr 1

288 DE PALÆARKTISKE DYR. Leje eller en bestemt Plads, til et Kødben eller anden Ma.d, selv om de ikke i Øjeblikket er sultne o. s. v. Ogsaa en vis Retfærdighedsfølelse er de i Besiddelse af, noget hvorom den be- rømte Arago fortæller en ganske mærkelig Historie. Det var i hans lid Skik at bruge Hunde til at dreje Stegespid i landlige Gæstgivergardes Køkkener, og han kom engang paa en Rejse til en saadan, hvor to Hunde havde dette Hverv. Ved hans Ankomst var kun den ene til Stede i Køkkenet, og Værten vilde nu sætte den til at dreje Spiddet, som skulde i Gang i Anledning af den nye Gæst. Men Hunden nægtede bestemt at tage fat paa Arbejdet, den knurrede og bed og var ikke til at bevæge dertil. Arago spurgte for- bavset, hvad der gik af Dyret, og fik til Svar, at det ikke var dens Tur, og at det vai der- for, den opførte sig saaledes. Den anden Hund blev da skaftet til Stede, og den tog sti aks uden Vrøvl fat paa det formodentlig kedelige og trættende Arbejde. Saa snart dens vante Tid var ude, traadte Nummer et til, nu fuldstændig villig til at opfylde sin Pligt. Den havde sikkert nok haft en Følelse af, at den blev uretfærdigt behandlet, ved at man vilde have den til at arbejde uden for Tur. Vi ser altsaa, at Følelseslivet er vel udviklet hos vore Hushunde, og at vi hos dem genfinder de fleste af de Karaktertræk, vi kender fra os selv, mere eller mindie tydeligt udtalte. Lad os da nu se, hvorledes det forholder sig med den anden Side af Aandslivet, den fornuftmæssige. At Hunde som andre Dyr i mangfoldige Tilfælde handler drevne at et nedarvet In- stinkt, behøver vi ikke at vise. Mange af deres Instinkter har de følt med sig over fra den vilde Tilstand i den tamme, andre er bleven dem indpodede i den lid, de har været Husdyr. Det er mærkeligt at se, hvorledes et Instinkt, der har haft sin Betydning foi Dyret i dets oprindelige, vilde Tilstand, har kunnet holde sig gennem Aai tusinder og gennem lange Rækker ak Slægtled, skønt det nu er og længe hai væn et ganske menings- løst. De fleste vil vistnok have lagt Mærke til, at mange Hunde drejer sig nogle Gange om sig selv, inden de lægger sig, skønt der ikke skulde synes at være forbunden nogen fornuftig Mening eller Hensigt dermed. Det er der heller ikke nu, men dengang deres fjerne Forfædre levede vilde ude i Skoven eller paa Steppen, var der rigtig god Mening i, at de traadte Græsset ned, inden de lagde sig i det. Heller ikke er det nu nogen Nytte til, at en Hund skraber Jord o. 1. hen over sine Ekskrementer, men for dens vilde Forfædre kan det maaske have været af Vigtighed at dække dem saa godt som muligt. Hvor mange Hunde lærer af egen Erfaring, at en Hugorm er giftig og farlig, og dog ses af deies Op- træden lige over for en saadan, at de ved god Besked. Enten skyi de den som 1 eaten, eller de viser deres Had til den ved at gribe den og slynge den med et rask Tag op i Luften, saaledes som vor ovenfor omtalte Jagthund ufravigelig gjorde uden nogen Sinde at blive bidt. Den kastede et stort, smukt og spillevende Eksemplar op i Vognen til os, en- gang vi kørte over en Hede i Jylland, til ikke ringe Rædsel for en Kone, dei haxde fjaet Lov ti i at »age med«. Naar Instinkter er saa vedhængende, er det let at torstaa, hvilken Magt de hai i Dy i enes Sjæleliv, og hvor lidt Rum de ofte levner de højere Sjæleevner. Imidlertid er det dog utvivlsomt, tit de ikke er eneherskende, men at der ved Siden at dem hos de fleste højere- staaende Dyr, og ikke mindst hos Hundene, findes Evne til Handlen ud fra virkelig for- nuftigt Overlæg. Grundlag for Evnen til at drage Slutninger, til at kombinere flere Led