Vor Klodes Dyr 1

HUNDEN. 289 til en fornuftig Tankerække o. s. v. er hos alle levende Væsener Hukommelsen. Jo stærkere denne er udviklet og opøvet, des større Mulighed er der ogsaa for et højere aan- del i gt Liv. Hundens Hukommelse er nu ofte forbavsende omfattende og skarp. Darwins Hund kendte ham igen, efter at han havde været 5 Aar fraværende paa Rejsen med »The beagle«, ja man har endog Eksempel paa, at en Hund har genkendt et Menneske efter over 7 Aars Forløb. Et kuriøst Bevis paa distinkt Hukommelse gav min gentagne Gange omtalte Jagthund. Den var engang bleven stærkt befængt med Utøj, hvorfor jeg tog den med ud i Stranden en Sommerdag, sæbede den ind og skurede, skrubbede og kæm- mede den grundigt. Dette glemte den aldrig, og flere Aar efter behøvede jeg kun, naar jeg gik med den nede ved Stranden, at lade som om jeg vilde tage min Frakke af, for at faa den til at løbe sin Vej. Hverken Trusler eller Lokken kunde da bringe den til mig igen, før den blev overbevist om, at det ikke var Alvor. Mærkeligt er det vel konstaterede Faktum, at Hunde undertiden har kunnet kende de- res Herres Ansigtstræk paa et Maleri. Man har set dem kærtegne et saadant af deres afdøde Herre, naar de rum Tid efter hans Død fik det at se, og lægge den mest rørende Glæde for Dagen over det, hvilket viser, at de ikke kender Personer alene paa Lugten, hvad mange er tilbøjelige til at mene. Naturligvis spiller deres utrolig skarpe Lugtesans en stor Rolle for dem, og Verden maa tage sig i mange Maader anderledes ud for dem, for hvem Luften er fuld af meget sigende, ofte forvirrende Sanseindtryk, end for os, hvem disse gaar sporløst forbi. Deres Hjerne maa være fuld af Erindringer om »Lugte« af forskellig Styrke og forskellig Art, og rimeligvis »tænker« de ved Hjælp af Erindrings billeder, ikke blot synlige og hørlige, men ogsaa »lugtelige«. Beviserne for betydelig Omtank e hos Hunde og for deres Evne til at slutte fra Aar- sag til Virkning og til at vælge mellem forskellige, i deres Bevidsthed opdukkende Mulig- heder er mange, men Hensynet til Pladsen tvinger os til kun at anføre ganske enkelte. Et af de mest skuende er følgende, der bande af Mi]ne-Edwards og Romanes anses for fuldt paalideligt: En Hund var lidenskabelig hengiven til om Natten at løbe ud paa Markerne og bide Faar. Den blev straffet haardt derfor og blev hver Nat bunden med en Lænke fastgjort i dens Halsbaand. Der blev alligevel bidt Faar, og det blev ved Vidner konstateret, at Hunden var set jage med dem, bide dem og derefter gaa ned til en Bæk for at vadske Blodet af Ansigtet og skylle Munden ren for det. Den blev desuagtet om Morgenen funden i Lænke og med Halsbaand paa; den smøgede nemlig selv dette af sig ud paa Natten, øvede sine skumle Bedrifter, vendte hjem efter at have udslettet Forbry- delsens Spor paa sit Legeme og smøgede atter Halsbaandet paa sig! Over for et saadant Tilfælde, der oven i Købet berettes om mindst 2 forskellige Hunde, maa al Tale om »Instinkt« forstilmme. En anden, fuldt paalidelig Historie er denne: E11 Hund var gaaet i Besøg paa en nær- liggende Gaard med et Par Herrer. Da de skulde hjem, fik de et Nodehæfte med, og Hun- den, der var vant til at bære alle Slags Smaapakker, helmede ikke, før den ogsaa fik Lov til at bære dette. Mellem Besøgsgaarden og Hjemgaarden flød en temmelig bred Aa, til hvilken den sidstes Have grænsede, og over den førte en Bro, paa Midten afspærret med et Stakitværk, hvori en lukket Treinmedør. Da Hunden, som løb i Forvejen, kom ned til Aaen, standsede den og syntes at betænke sig. Derpaa løb den ud paa Broen, lagde Node- hæftet ned paa denne, puffede det med Snuden ind under Stakittet, svømmede derpaa over Vor Klodes Dyr.