Vor Klodes Dyr 1

290 DE PALÆARKTISKE DYR. Aaen, tog Hæftet og bragte det triumferende hjem. Det var aldrig blevet den lært at bære sig saaledes ad, den maa altsaa have forstaaet, at det gik ikke an, at Hæftet blev vaadt, og den har da løst Vanskeligheden paa den snildest mulige Maade. Kan man benægte, at denne Hund har haft Evne til at overveje og drage fornuftige Slutninger af sine Over- vejelser? Vi kunde fortsætte længe med at fortælle saadanne fuldt paalidelige Anekdoter, men vi maa slutte her. Dog kan vi ikke modstaa Fristelsen til endnu at fremkomme med en Beretning om en Hunds Klogskab, som Romanes staar inde for Sandheden af. Den fulgte hver 14de Dag sin Herre til Kirke, og de skulde paa Vejen over et smalt Sund med stærk Strøm. Hunden svømmede altid over dette, men forinden den gik i Vandet, stod den noget og iagttog Strømmens Retning og Styrke. Derpaa løb den et Stykke op mod den Side, hvorfra denne kom, gik ud der og afpassede det altid saaledes efter Strømstyrken, at den naaede i Land paa det bestemte Sted, hvor Baaden lagde til. Romanes tilføjer, at man endog har Eksempel paa, at en Hund i en lignende Situation har prøvet Strømmen med Poten. Gaadefuldt er det, hvorfra Hunde henter deres Begreber om Tid og om Ugedagene, thi at i alt Fald enkelte 'af dem er i Besiddelse af saadanne, er utvivlsomt. Man har ofte set dem foretage visse bestemte Handlinger til et vist Klokkeslæt eller paa en vis Ugedag, uden at det er muligt at forstaa, hvorledes de har holdt Regnskab med Tiden. Lige saa gaadefuldt er det, hvorledes de kan finde Vej tilbage til Hjemmet, naar de £ Eks. i en lukket Hundekupé er bleven kørt mange Mile bort fra dette til et dem ganske ukendt Sted. Og dog har man Eksempler nok paa, at dette Kunststykke er blevet udført. Trods alt, hvad der saaledes er blevet oplyst af paalidelige Iagttagere om Hundes og andre Dyrs Klogskab, er der dog stadig dem, der betvivler denne, eller mener, at den i alt Fald er bleven stærkt overvurderet. For nylig har en saadan Tvivler, en ung, ameri- kansk Forsker ved Navn Thorndike anstillet en Række interessante Forsøg med Hunde, Katte og Kyllinger. Han lod dem en Tid lang faste, saa de blev godt sultne, og søgte der- paa at udfinde, om de ved Anvendelse af et simpelt Ræsonnement var i Stand til at fjerne Hindringer, der skilte dem fra den attraaede Føde. Hundene blev een for een lukkede inde i en rummelig Kasse med Tremmer for, mellem hvilke de kunde se den Føde, der blev stillet frem til dem udenfor. For at komme ud, maatte de trække i en Snor, som aabnede Døren til Kassen, eller skyde en simpel Slaa fra. Ikke eet af Forsøgsdyrene, hver- ken Hunde eller Katte, løste Problemet ved Hjælp af Eftertanke og Fornuftslutninger. Alle bar de sig ad paa samme Maade: de for rundt i Buret, brasede paa for at komme ud og rev og bed paa maa og faa i alt, hvad de kunde faa fat i. Paa den Maade fik de ogsaa alle omsider fat i Snoren eller Slaaen og slap ud. Forsøget blev gentaget atter og atter med det samme Dyr for at se, hvor længe det var om at lære Knebet, og det viste sig da, at dette var meget forskelligt. Men alle lærte de det først, efter at de et større eller mindre Antal Gange tilfældigt havde løst Vanskeligheden. Dette tyder jo rigtignok ikke paa nogen særlig Begavelse hos de anvendte Forsøgs- dyr, men Thorndike opererede ogsaa med unge, kun halvvoksne Dyr uden nogen som helst Opdragelse og under Forhold, der var vel egnede til at bringe dem ud af Ligevægt. Saadanne Forsøg burde gentages med ældre Dyr og saaledes, at disse ikke blev forskræk- kede og forfjamskede, saa vilde de vistnok til Dels faa et andet Udfald. Mærkeligt var det