Vor Klodes Dyr 1

291 ræven. for øvrigt, at det ikke syntes muligt at lære en Hund eller en Kat saa simpel en Ting som at trække i en Snor ved at vise den det eller endog ved nogle Gange at føre dens 1 ote. Heller ikke hjalp det noget af Dyrene, om de nok saa mange Gange saa dette ud- iørt af andre Dyr. Efterlignelsesevnen synes ikke at have været stor hos dem, tværtimod hvad man skulde have ventet. Men enten nu Hundenes Aandsevner er bleven overvurderede eller ej, eet staar fast: disse er ikke væsens-, men kun gradsforskellige fra Menneskets. Vi har dog allerede dvæ- let for længe ved disse Spørgsmaal, vi maa skynde os tilbage til de vildtlevende Dyr! Det eneste, her i Landet levende, til Hundefamilien hørende Dyr, er Ræven (Cams vi tipes'), der sammen med sine nærmeste Slægtninge kendes fra andre Hunde paa de lod- iet stillede, aflange Pupiller, ubedragelige Vidnesbyrd om natlig Levevis. Den ligner i visse Maader sin Fætter, Polarræven, hvor forskellig den end er fra denne i Lød. Dog er den baade noget større, og dens Hoved har en finere Form. Det lange, spidse Snudeparti er temmelig skarpt afsnævret fra det aflangt, runde Hoved med de trekantede, opretstaaende Øren og de kloge Øjne. Den slanke Krop hviler paa temmelig lave Ben, den lange, bu- skede Hale bæres sænket, saaledes, at Spidsen, naar Dyret lunter af i Fred og Ro, netop berører Jorden. Bliver det derimod forskrækket og sætter Fart paa, holdes den vandret udstrakt. Over Skuldrene er Ræven omtrent 30 Ctm. høj, og hele dens Længde udgør indtil 1,30 M., hvoraf Halen tager omtrent ]/g; dens Vægt overstiger sjældent 10 Kilo- gram. Dens Pels, tættere og varmere om Vinteren end om Sommeren, siges jo i Al- mindelighed at være rød, og det kan man ogsaa gerne kalde den, naar man derved tæn- ker paa en Farve, der har mere gult og rustrødt i sig end egentlig rødt. Det er dog kun Ryg °g Flanker, samt Ben og Hale, der er rødgule, Kinder, Strube, Bryst og Bug er hvide eller askegraa, Ørenes Udsider er sorte og Halespidsen hvid. Farven varierer for øvrigt ganske overordentligt baade efter Alder, Aarstid og Opholdssted, og man finder Ræve, tilhørende vor indenlandske Art, som snarest maa kaldes lysegule, graa eller næsten sorte. At træffe en hvidfødt Ræv, en Albino, er noget ikke helt ualmindeligt. Mikkel har en vid Udbredelse. Fra Nordafrika og Himalayabjærgenes sydlige Affald til Skovgrænsen højt oppe mod Nord i Europa og Asien, fra de britiske Øer i Vest til Stillehavet i Øst strækker hans Rige sig, og største Delen af Nordamerika er beboet af Ræve, der maaske næppe er artsforskellige fra vore. Intet Under, at der over et saa stort Omraade har uddannet sig mange Varieteter, der nok med en god Villie kunde opstilles som særlige Arter. Der tales saaledes om Korsræve, Sølvræve, Sortræve o. s. v., men der er saa mange Overgange imellem dem alle, at de ikke bør skilles ud fra Hovedarten. Til I rods for, at Ræven lever under saa forskellige klimatiske og geografiske Forhold, snart 1 varme, subtropiske Egne, snart i Sibiriens koldeste Strøg, snart i tætte Skove, snart paa udstrakte Stepper, her højt oppe i Bjærgene, hist nede paa Sletterne, i tørre, vandløse Egne, i sumpede, sivbevoksede o. s. v., til Trods herfor er den dog i alt væsentligt den samme overalt. En Skildring af den, som vi kender den fra vort eget Land, vil derfor kunne siges at være næsten almengyldig. Hos os lever den snart sagt overalt, den er lige meget hjemme i Skove og paa Heder, 1 tæt beboede, fuldstændig opdyrkede Egne og i de ensomme, mennesketomme Vesterhavs- klitter. Ja! end ikke Byerne skyr den altid; ikke nok med, at den kan falde paa at vælge en Bondegaards Lade til Yngleplads, den kan ogsaa faa i Sinde at sætte Bo i en Park, paa 35