Vor Klodes Dyr 1

RÆVEN. 293 paa en Hønsejagt i et stort, jydsk Kær at have overværet hans Levé. Hunden stod imellem nogle store Tuer, og da jeg nærmede mig, fik jeg uventet Øje paa en Ræv, der sad op paa sin Bag paa den anden Side af en af disse. Den var aaben bart pludselig bleven vækket ved min Nærm else, men var endnu højst utidig. Søvnen stod den i Øjnene og den gabede Gang efter Gang højt og lydeligt. Den var ikke klar over Situationen eller over, hvad det var, der havde vækket den af den søde Slummer; Vinden bar fra den til mig, der holdt mig urør- lig faa Skridt borte, saa den fik ikke Færten hverken af mig eller Hunden, der stod stiv som en Støtte tætved. Det var pudsigt at se, hvorledes Ræven, da den var bleven helt vaagen, forsøgte at kigge saa om den ene, saa om den anden Side af Tuen, ganske i Vilderede med, hvad den skulde foretage sig, og med et højst forlegent Udtryk i Ansigtet. Saa kom den til at kaste et Blik i Vejret og fik derved Øje paa mig. Rædsel malede sig i dens Aasyn, blandet med den pudserligste Overraskelse, det gav et Sæt i den, men som hypnotiseret blev den ved at stirre paa mig i nogle Sekunder uden at kunne tage en Bestemmelse. Saa et vildt Spring, et Skud — og dens Saga var endt. At iagttage en Rævefamilies huslige Liv er noget af det fornøjeligste, som tænkes kan. Brunsttiden indtræder midt i Februar og varer nogle Uger. Han rævene gaar nu paa Frier- fødder og følger ihærdigt Hunnernes Spor, der er gerne flere Bejlere om hver af de skønne, som de gør Kur til paa den Maade, vi saa godt kender fra vore Tamhunde. Deres Gøen høres i denne Tid oftere end ellers, og der finder tit livlige og blodige Slagsmaal Sted imellem Hannerne. Har Hunnen endelig truffet sit Valg, finder Parringen Sted nede i Boen, og naar hun føler sig drægtig, forlader hun i Reglen denne for at unddrage sig Han- nens fortsatte Efterstræbelser. Naar Tiden for Nedkomsten nærmer sig, vælger hun Stedet til sin Barselfærd; en ældre, erfaren Dame er meget forsigtig i saa Henseende og søger sig en Plads, hvor hun tror at kunne være i Sikkerhed, helst en gammel, vidt forgrenet Bo. En ung Ræv derimod, som skal føde første Gang, er ikke saa dreven, den kan finde paa at vælge et alt andet end sikkert Sted til Barselseng. Er Valget truffet, indrettes der et varmt, tørt og blødt Leje; bedst bliver dette, naar det findes i en ældre Bos »Kedel«, et af de større Hulrum, hvori Gangene ender. Det ud- fores omhyggeligt, til Dels endog med Uld, som den vordende Moder plukker af sit Bryst og sin Bug, og efter 9 Ugers Svangerskab sætter hun saa i April eller Begyndelsen af Maj sit haabefulde Afkom i Verden. Et saadant Kuld bestaar af 3 til 12 Hvalpe, nogle smaa, tykke, klodsede, brune Tingester, der fødes med lukkede Øjne og først bliver seende efter et Par Ugers Forløb. Moderen behandler sine smaa med stor Ømhed, hun slikker dem, pudser dem, holder dem rene og forlader dem kun kort Tid ad Gangen, i de første Dage slet ikke. Senere hen maa hun ikke blot sørge for Føde til sig selv, men hun er ogsaa ene om at mætte de mange sultne Munde i Boen, som hendes Mælk ikke ret længe kan tilfredsstille. Faderen tager sig ikke i mindste Maade sine Forsørgelsespligter nær, han holder sig paa Afstand og lader Moderen ene om at sørge for Familien. Hun er da ogsaa utrættelig i saa Henseende og jager ihærdigt Natten igennem, endnu dristigere og mere nærgaaende over for Hønsegaarde og Andeparker i denne Tid end ellers. Naar Hvalpene er 6 Uger gamle eller saa, begynder de at vise sig uden for Boen, af- ventende Moderens Hjemkomst i Morgendæmringen under utaalmodjge Smaabjæf eller solende sig i varme Solskinstimer. Legen gaar lystigt mellem de smaa, morsomme Fyre,